hvorledes der imellem Folk, som føre samme Levevis og meget færdes mellem Fremmede, let danner sig et hemmeligt Broderskab med særskilte Interesser, og jeg skulde meget ønske, at hine flittige Handelsfolk ikke brugte dette hemmelige Meddelelsesmiddel, som neppe yder nogen sand Fordel, men lettelig leder til farligt Misbrug. Denne Fare giver det hemmelige Fantesprog os det bedste Exempel paa. I Begyndelsen af Kapitlet talte jeg om en moralsk Smitte, som fra Fantekasten af udbredte sig i videre Kredse. Smitstoffet er netop Fantesproget. Dette Sprog er jo vistnok yderligt usselt; men det gjælder om alt Smitstof, at det er meget uanseeligt, oftest endog usynligt og umærkeligt, og ligesaa let som det i Luften udbredte Sygestof indaandes igjennem Munden og der, hvor en sygelig Disposition er tilstede, inden kort udvikler sig til en dræbende Sot, ligesaa let glide Fantesprogets Talemaader og med dem Fanternes flette Grundsætninger ind igjennem Ørene, og hvor der er en ond Lyst og fordærvet Tænkemaade tilstede, der fæste de sig i Sjelen og danne Kimerne til en Fantenatur, som maaske snart skal bryde frem.
Jeg har truffet flere Individer af de forskjellige i dette Kapitel omhandlede Slags Landstrygere, Bissekræmmere, Koppesvarvere, Geseller, som havde tilegnet sig lidt Kundskab i Fantesproget; men ved hvert Ord af dette fordægtige Maal, jeg hører hos slige Folk, frygter jeg for, at de ogsaa have lagt sig til adskillige af Fanternes Kneb og Udyder, og at de gjerne bruge hint Frimurertegn, for at skaffe sig Kammeratskaber imellem disse Landeveienes Mestere. Hvor mødes disse Mestere og Lærlinger til saadan Undervisning? Nu, i Kroer, paa Markedspladse og Landeveie kan der jo være Anledning til mangen Passiar; men de bedste Skoler for Dagdriveriets Kunst og Tyveriets Hemmelighed ere dog Arrester og Fængsler, helst i de sidste Decennier, da Øvrigheden passer bedre paa at sætte Mesterne ind der og ikke lader dem mangle villige Tilhørere af begyndende Forbrydere. – For et Par Aar siden henrettedes i Sverige en Mand ved Navn Djos Per Anderssøn eller Dalpelle, som ved sine Talenter og ved sin vistnok aldrig
