Raad; med et saadant hemmeligt Sprog om det er nok saa fattigt, er Ideen givet til hemmelige Selskaber, organiserede Bander, og at Ideerne beherske Menneskene, det gjælder ogsaa her. Men jeg har endnu ikke angivet den dybeste Interresse, som dette Studium frembyder for sine Dyrkere. Det er en almindelig psychologisk Kjendsgjerning at man lettere bekvemmer sig til at udtale, ja til hos sig selv at fastholde en utilbørlig Tanke, naar man kan udtrykke den med et fremmed Ord, i hvis Dunkelhed det hæslige halvt skjuler sig som under et Slør. Samvittigheden opskræmmes snarere, naar den hører den onde Tanke, det ugudelige Forsæt fremsat i Modersmaalets klare Ord, hvori der endnu ligger en Gjenklang af Barndommens blide Minder, af den bedre Alders hellige Løfter. Gavtyven undser sig endnu ved at foreslaa for sin Kammerat at følge med hen og „stjæle;“ det falder ham lettere at give et Vink om en god Leilighed til at purra, spana, haata, tjaara. Disse Ord kan man nemlig tage over Tungen næsten uden at mindes det Bud: „Du skal ikke stjæle;“ deri ligger deres lokkende, forføreriske Magt, og Mange ere blevne lokkede derved.
Paa Hestetorvet i Christiania ser man i Markedsdagene en ravende, støiende, ophidset Mængde sammenstimlet omkring smaa runde Borde, hvor Hazardspillets Dæmon, den lave, som dyrkes med Kobberdanker, faar Lov til at drive sit Væsen, indtil Kirkeklokken atter ringer Fred over Byen, og de onde Aander maa flygte bort til øde Steder, til en anden Markedsplads. Midt i denne Stimmel kom jeg i Passiar med en Slarv, først om Spillegudens Luner, saa om andre ligesaa interessante Gjenstande; lidt efter lidt lod jeg nogle Ord af Fantesproget indflyde i Talen; han forstod Altsammen. „Hvor er Du fra?“ spurgte jeg. „Barnefødt her i Byen.“ „Har Du været paa Reiser?“ „Nei, været her al min Tid.“ „End paa stillepà’en?“ „Nei Tak.“ „Hvorledes har Du da lært at rakkra?“ „Hm, skulde jeg have været saa længe i Byen og ikke lært det?“ – Se, denne lille Samtale lod mig ialfald tænke mig Muligheden af, at det til de sletteste For-
