relse kan være forskjellig efter Husets Velstand og Bygdens Vedtægt; den er ogsaa forskjellig for de forskjellige Arter af Betlere, som man paa Landet snart faar Øvelse i at skjelne imellem; men det er, som sagt, en Regel, at ingen Betler maa gaa uden en Bid i Munden eller en Almisse i Posen; Husmoderen, eller hvilken anden Person der har Nøglen til Madboden henter strax den reglementerede Portion og leverer til Betleren, der tager og nyder – ofte uden at der tales et Ord fra nogen af Siderne.
En Søndag Morgen besøgte jeg en velstaaende og saare tækkelig Bondefamilie lidt nordenfor Røros. Samtalen kom snart ind paa Kapitlet om Fanterne. „Har I tidt Besøg af disse Fusser og fremmede Tiggerfolk?“ „Aa nei, der er ikke saa mange af dem i den sidste Tid.“ “Har der været mange i Sommer?“ „Nei, i Sommer har der nu slet ikke været mange.“ „Nu i sidste Uge da?“ „Nei om jeg mindes det. Jo der var 2 Geseller om Mandagen, og om Tirsdagen – ja, da var her et lidet Følge fra Lademoen, som de sagde, og saa var der det store Følge paa 10 om Torsdagen“ o. s. v. I det Hele havde 22 fremmede Personer i Løbet af den ene Uge faaet dels Mad, dels baade Mad og Nattelogis. Jeg udtalte min store Forundring; men Manden og Konen svarede med samstemmig Naivitet: „Det staar jo nok i Loven, at de skulle ikke gaa saaledes, og Øvrigheden skulde se til at gjøre en Forandring i Tingen. Men naar de komme her og ere sultne, saa maa vi jo give dem Mad, og naar de komme sent paa Kvelden, saa maa vi jo laane dem Hus.“ Der var en Troskyldighed i disse Ord, som jeg ikke vovede at saare med nogen Indvending.
Men i langt hyppigere Tilfælde har jeg havt Anledning til at mærke, at det ikke altid er saadan Troskyldighed, der rækker Nøden sin velmente Hjælp. Her spiller for det Første Overtroen en stor Rolle. Naar man bøier Øret lavt ned for at høre Folkets Tanker, maa man ofte studse over den Fordom og Overtro, som endnu i det 19de Aarhundrede har vidst at værge sig imod det klarere Lys, der ellers vil
