denne Sandhed kan heller ikke indskjærpes for ofte. Men ved Siden heraf skulde det ogsaa erindres, at Gud ikke ser saa meget paa Haanden som paa Hjertelaget, og medens Enfoldigheden let forstaar det Slags Gavmildhed, som øves med Haanden, saa skal der en mere udviklet christelig Sands til at føle og begribe, at Kjærligheden stundom viser sig stærkest, naar den lukker Haanden for Dovenskaben og Sandseligheden for derved at bevirke en gavnlig Omvendelse til Arbeidsomhed og Dyd, ja, at det endog kan røbe Ligegyldighed for Medmenneskers timelige og evige Vel, altsaa et ukjærligt Sind, naar man iblinde uddeler sine Gaver. Dette har imidlertid Enfoldigheden ondt for at fatte, og for at behage Gud vedbliver den med sit: „Det er bedst at give.“ Disse Gaver tager Djævelen den tankeløse Enfoldighed af Haanden og føder dermed sine Landstrygeres syndige Kjød.
Om fremdeles Nogen hverken frygter Fanternes Vrede eller paa en falsk Maade tænker at vinde Guds Velbehag siger han maaske endda: „Det er bedst at give.“ Paa de fleste Steder ved hver Madmoder og Husbonde, at om de nægtede en Landstryger den almindelige Almisse, saa skulde denne gaa til Nabogaardene og der kanske finde villige Øren for sine vel beregnede Yttringer om hines Haardhed og Gjerrighed, som han vilde kalde det; der vilde ialfald snart gaa det Rygte i Bygden, at det vel gik tilbage med Velstanden i det samme Hus, Velstanden, der i Manges Øine er Grundvolden for Husets Anseelse.
Men lad Nogen have hævet sig over hine overtroiske Forestillinger, lad ham besidde moralsk Mod til at trodse urimeligt Bygdesnak! Der er endnu en fjerde Grund, som vil bringe ham til at følge den samme Regel. Det er en god og hæderlig Beslutning ikke at aabne sin Haand for den uværdige Betler og heller at ville udsætte sig for hans Vrede og Bygdens Snak end bidrage Sit til at opmuntre til Lediggang. Men hvem er saa den uværdige Betler og hvem den værdige? Der kommer en fremmed Person, som ved flereaarigt Betleri har erhvervet sig større Øvelse i at forestille sig end almindelige
