maa lade den fremmede Betler gaa gaveløs fra Hus. Nu vel – Folkets Madbod bliver vel ikke saa meget tommere derved, men kanske Hjertet. Det tærer paa Hjertets gode og sunde Følelse saaledes dagstødt at vise en kun halvsand Barmhjertighed, hvorunder Ærgrelsen skjuler sig. Folkets Charakter og Sæder lide ved dette skjæve Forhold mod de Fremmede, ved dette Misbrug af Gjæsteretten. Gjæstfriheden har en gammel Rod i Folkets Sjel og frededes og trivedes længe som et fagert Træ med gyldne Frugter. Men brede Træets Grene sig altfor frodigt ud, saa Sol og Luft ikke kan trænge igjennem ned til Roden, saa gror alskens Krat og Ugræs op rundtomkring, og den gule og hvide Mose kryber op over Grenene; Snylteplanterne stjæle uformærkt Træets bedste Safter, og Frugterne tabe sin Ynde og Sødme. De mange Slags Fantefolk ere ligesaa mange Arter af Snylteplanter, der have belæmret vort Folk, og Gjæstfriheden i Landet sygner; i mange Dele af Landet føder den snart kun utaknemmelige Fanter og har kun sure Frugter at byde den skjønsomme, hæderlige Fremmede. De skamløse Leddiggjængere fraadse og trives altfor godt; men en Kunstner, en Videnskabsforsker, en Fædrelandsven, der gjør en Fodtour omkring i vort Norge, maa ofte studse ved den Tværhed, hans Beskedenhed møder hos den simplere Almue; det kommer deraf, at man er bleven kjed og led af de mange og ofte fordægtige Fremmede, og den hæderlige Fodgjænger betragtes ofte med samme tvivlsomme Blik som Landstrygeren.
Hin Regel om at give hver Betler Almisse føder to Onder; det første er det, at Dovninger opmuntres i deres Dovenskab og onde Sæder; det andet er det, at Giverne omsider blive tvære. Og naar Tværheden bliver ret stor, saa kan det være, at den bryder ud i en overdreven kraftig Forbittrelse. Der er allerede enkelte Bygder, hvor netop Fanterne have maattet føle dette. I Rennebo i Orkedalen, et Sogn, hvor et kraftigt Fjeldfolk har hjemme, trivedes Fanterne før ligesaa jevnt og godt som andetsteds; men nu maa Indbyggerne være blevne dygtigt ærgrede over Fanternes Uvæsen; kommer nu en Fant eller fremmed Betler derind, saa samle Bønderne sig – det
