at det skulde være Øvrighedens Sag at bringe Fanterne til Skik og Orden og afhjælpe deres Nød.
Og der er neppe nogen Klasse af Embedsmand, som ikke allerede har sit Besvær af dem. Krigskommissærer kunne ikke faa hentet frem til Udskrivningssessionerne de unge Mandskaber af Fantefolket, som ere antegnede i deres Ruller; Distriktslæger have Møie med at forhindre Fanterne fra at løbe om og udbrede smitsomme Sygdomme; ja selv Toldbetjenter langs Rigsgrændsen kunne kanske med Grund føre Klage over dem som Smuglere eller Smugleres Spioner og Haandlangere. Det er imidlertid mest Religionens og Justitsens Tjenere, som have med Fanterne at bestille.
Mange af Præsternes ubehageligste Erindringer knytte sig til deres Forhandlinger med Fanterne. Der kommer et Par fremmede Folk, som bære alle Fantefolkets uhyggelige Mærker, og forlange Daab for et Barn, som tilfældigvis fødtes i Sognet. Skal Præsten døbe det, eller skal han ikke? Han kan (eller kunde under den forrige Fattiglov) derved kanske komme til at paabyrde Sognet Forsørgelsespligten for et det uvedkommende Menneske, og hvad Haab er der for, at dette Barns Daab senere skal blive ledsaget af den nødvendige christelige Opdragelse og Undervisning? En Præst har fortalt mig, at han af saadanne Hensyn først nægtede at døbe et saadant Fantebarn, men siden maatte gjøre det alligevel, da flere Sognefolk, som havde faaet Kundskab om Sagen, kom med Bekymring og Iver og krævede det. – Nu kommer der en Fant og lægger sig dødssyg i et fremmed Sogn og lader Præsten hente
