Side:Fante- eller landstrygerfolket.djvu/302

Denne siden er ikke korrekturlest
288

Ringeagt for og Misbrug af det Hellige har Præsten jo ogsaa ellers stundom Anledning til at græmmes over. En ganske særegen tung Bekymring er det derimod for ham at vide, at i hans Land, kanske i hans Nærhed, i den lille Kreds, hvor han er sat som Hyrde, vandrer der med flygtig Fod og paa skjulte Veie flere Mennesker af denne ulykkelige Race, som ikke ville lade sig finde af Præsten, som udenfor sin egen syndige Kreds aldrig tiltaltes med et formanende Ord eller hilsedes med en venlig Mine, Mennesker, i hvis Sjel ingen Lærer fik nedlægge Guds Ords gode Sæd, over hvis Synd ingen Præst fik tale Forsoningens Ord, Hedningemennesker, hvis Indgang ikke blev velsignet, og over hvis Udgang Forbandelsen truer.

Fremdeles bærer Præsten Broderparten af Fattigkommissionens Arbeide. Det er en af de vigtigste, men tillige en af de mest møiefulde og utaknemmelige Dele af den offentlige Administration, som er lagt i Fattigkommissionernes Hænder. Fattigpleien for henved 50,000 Mennesker (næsten saa stort var Antallet af erklærede Fattigfolk her i Landet i Aaret 1845) er en overmaade vigtig Sag, hvad enten man ser hen lille materielle eller moralske Interesser, som her ere i Spillet. Ved nærmere at betragte disse moralske Interesser kommer man til at ane, hvor saare uhyggelig denne Gjerning er for Fattigkommissionens Medlemmer. Fra Christi og Apostlernes Tider havde man Exempler paa et skjønt og hjerteligt Forhold mellem Rige og Fattige, mellem den deltagende Lykke og den sukkende Nød, og omendskjønt mange uværdige Betlere, som den hele Fantehistorie er Bevis paa, ofte forstyrrede dette vakkre Forhold, har det dog vedligeholdt sig indtil den Dag idag. Det er en naturlig Ret for den Trængende at henvende sig til den lykkeligere Medbroder om Hjælp, og for denne er det en naturlig Pligt at yde samme, og under dette naturlige, fri Forhold fødes og udvikles nogle af Menneskets skjønneste og ædleste Følelser, den Nødlidendes Taknemmelighed mod den velvillige Giver og dennes Tilfredshed ved Synet af det rolige Smil over Kummerens blege Aasyn. Jorden eier Intet skjønnere Skue end dette i Gavmildhedens og Taknemmelighedens