sindige Indvendinger og Prokuratorkneb. Er Sagen derimod mere problematisk, saa de gjorte Fordringer møde et bestemt Afslag saa kan det hænde, at den Fattigbestyrelse, som først blev hængende med Fanten, bekriger andre Kommuner fjern og nær, den ene efter den anden, med Processer i det Uendelige, begynder sit Angreb paa Slump og fortsætter i Haab om, at en af de mange Domstole, hvis Visdom her forestiller den blinde Krigslykke, omsider skal slumpe til at dømme efter Angriberens Ønske. Fanten dør maaske paa sit „midlertidige“ Opholdssted og begraves der; men Striden som, hvor han hører hjemme, lever endnu, og til de øvrige Udgifter opføres til Slutning Betaling for de 6 Fod Jord, hvori han lagdes. Imellem de græske Byer førtes begeistret Strid om, hvem der skulde have Æren af at have fostret Homeros; her strides indtil Forargelse imellem Præstegjældene om, hvo der skal være fri for Plagen af „at trækkes med“ den ulykkelige Fant.
Ja indtil Forargelse! Saadan Strid sløver Sandsen for Menneskeværd; den tilintetgjør hos den omtvistede Person al Følelse af Erkjendtlighed for den Hjælp, som saa uvilligt ydes ham. Vedkommende Fattigkommissioners Medlemmer, som selv maa fornemme, hvorledes ved disse trættende Forhandlinger den sande Deltagelse for Nøden sløves, føle ogsaa, hvor lidet Gjennemførelsen af Fattiglovens Bestemmelser i Resultatet svarer til det gode Øiemed, som Loven vilde naa, og man finder det ofte i alle Maader og for alle Parter bedst og raadeligst herefter at lade Fanterne gaa som før, frie for Fattigkommissionernes mere møiefulde end gavnlige Omsorg, overladte til deres egen Skjebne. Men saaledes gaar det til, at netop den Mile physiske og moralske Elendighed, som nærmest burde være Gjenstand for den af Loven paabudte offentlige Pleie, bliver uændset.
Ved at gaa saaledes uændsede blive imidlertid Fanterne feil daglig som Betlere og Løsgjængere – for ikke at tale om deres mange andre Slags Forseelser. – Gjenstand for Politi- og Justitsbetjenternes Aarvaagenhedspligt. I vore vidtløftige Fogderier ere Lensmændene her de vigtigste Betjenter; de ere
