Side:Fante- eller landstrygerfolket.djvu/309

Denne siden er ikke korrekturlest
295

synligvis sit Pas i god Orden og kan maaske godtgjøre at have udført Arbeide for Bønderne her og der og at have betalt for sig paa andre Steder med de fortjente Penge; Manden tror og paastaar sig da aldeles fri for Justitsens Tiltale. Men rimeligvis har han ikke opfyldt de Betingelser for saaledes at reise paa en Profession, som Frdn. 9de Aug. 1754, § 19, foreskriver; rimeligvis har han nemlig ikke erhvervet sig Amtmandens Bevilling dertil eller holdt sig inden et vist Amts Grændser. Han kan da tiltales og straffes som Løsgjænger. Men i lange Tider har hin gamle Bestemmelse kun sjelden været anvendt; i lange Tider have endog mange Fogder givet saadanne Familier Passe med uindskrænket Tilladelse til at „reise paa Professionen;“ det vilde være et haabløst Arbeide at berigtige Fantens Begreber og overbevise ham om, at det er med Ret og Billighed, han nu pludselig tiltales og dømmes for en saadan Bedrift, som han hidtil har været vant til at anse som sin Retfærdiggjørelse og ikke som nogen Forseelse, og af den Grund vil vel endogsaa mangen Amtmand betænke sig paa at beordre en Justitsaktion, hvor Beviset for Brøden skal være det Faktum at have bødet en brusten Gryde eller istandsat en Vævske. Kunde man faa bevist, at Følget ved at gaa omkring og skræmme Folk, saaledes som jeg ovenfor (Side 229) har beskrevet, havde skaffet sig Mad og Husly, og kunde man tiltale og dømme Fanterne derfor, saa var Sagen klarere; men saadanne Brud paa Husfreden betegner Loven ikke som Forbrydelser.

Altsaa, af Hensyn til de overvættes mange Omkostninger og Bryderier og i Mishaab om nogen tilsvarende Nytte deraf undlader Almuen at anmelde og Politiøvrigheden at paatale Fanternes daglige Smaaforseelser. Fanterne ere af den almindelige Opinion opgivne som uforbederlige, og de gaa der som levende Vidnesbyrd om, at Lovens Magt og Villie kun rækker ned til en vis Grændse, men ikke til Folkets Bund, hvor „Bærmen af Folket“ har hjemme. Dette er ogsaa rimeligt nok; alle vore Love og navnlig Straffelovene forudsætte jo ogsaa hos Forbryderne en vis Grad af Æresfølelse, af