Side:Fante- eller landstrygerfolket.djvu/31

17

det vil – som Ordet ogsaa ofte bruges i Folkesproget – sige fornemme Folk, som i vigtige Ærinder, dem de altid ere saa snare til at angive, foretage vidtløftige og bekostelige Reiser. Ligesaa tage de det fortrydeligt op, naar man titulerer dem Hesteskjærere, Kjedelflikkere. o. s. v.; de ville have sig respekterede som Dyrlæger, Kobberslagere eller lignende „Professionister.“ Deres raske, man kunde sige belevne, Væsen og deres ofte gode Antræk kan ogsaa mangen Gang friste til at antage dem for Folk over den simplere Almue- eller Arbeiderstand. Men der er allerede noget Paafaldende i den Iver, hvormed de søge at tilegne sig hine pralende Titler. I det Hele sporer man snart, at de yttre sig med en vis Forsigtighed og Forbeholdenhed, som ikke just røber Frygt og ond Samvittighed, men tyder hen paa en eller anden i deres Øine vigtig Hemmelighed. Man skjønner snart, at man ikke blot har et gjennemdrevet Tyvepak for sig, men et mystisk Folk, og man overbevises derom, hvis man kommer til at bemærke det polidske Blik, hvormed de røbe sin Glæde, naar de tro at have været heldige i sine Snyderier. Kommer man da ved sær Gunst saaledes i Fortrolighed med dem, at de lade alt det hemmelighedsfulde Væsen fare, faar man høre deres indbyrdes Passiar, saa hedde de ikke længer „Reisende,“ men med et fælles Kjendingsnavn „Vandringer,“ et Ord, som allerede ved sin unorske selvgjorte Form (istedetfor „Vandrere,“ „Vandringsmænd“) ret godt antyder den Bevidsthed hos dem, at de kun tilsyneladende tilhører det norske Folk, men i Virkeligheden, med Sind og Skind, ere Medlemmer af en hemmelig Kaste, af „vort Folk.“ Og denne Bevidsthed, finder man, er fornemmelig bygget paa det meget væsentlige Træk, at de kunne tale sammen i et eget hemmeligt Sprog. Der er virkelig et „Fantemaal.“ Dette er ikke – det skjønner man allerede ved et flygtigt Bekjendtskab – noget opdigtet, selvgjort „Tyvesprog;“ men jo mere man gransker efter, og gjør sig Flid for at saa Rede paa dette Maal, desto mere forvirres man ved hos disse norske Fanter, disse Landeveienes raa og vankundige Mennesker, i hvis Mund man kun venter at finde den groveste troeste Almuedialekt, at opdage