Agtelse for den Orden og Dyd, hvortil Straffen vil føre den Feilende tilbage; men naar Sandsen for borgerlige Dyder i usædvanlig høi Grad er sløvet, saa har Straffen tabt sin Braad. Den sletteste Mand gjælder derfor for den menneskelige Dom som den ypperste: han straffes ikke. Adelsmanden staar i mange Lande over Loven; Fanten staar under den; dette kommer ud paa Et; begge gaa straffri.
Netop i Erkjendelsen af, at Straffelovene saa vanskelig kunne hemme Fanternes Uvæsen, vente Mange den bedste Hjælp fra Fogderne og Politimesterne, der have at give eller nægte disse Mennesker Reisepasse. „De skulle ikke give saadanne Folk Lov til at reise; saa slap vi Plagen af dem,“ saaledes yttres der ofte; „Saadanne Skjelmer burde ikke have Lov til at gaa saaledes omkring; men de komme med saa stærke Skrifter (Passe), at vi ikke vel kunne gjøre dem Noget,“ saaledes have ofte Almuesfolk klaget for mig. Og det er vist og sandt, at man storlig maa forundre sig ved at se, hvorledes Fanterne kunne gjøre sig det Pasvæsen til Nytte, som vel oprindelig er blevet indrettet netop for at standse deres Gang. Der fortælle Fanterne selv, naar de ere aabenhjertige, om mangfoldige Kneb, som de i lange Tider havde udstuderet for at føre Politiet bag Lyset og skaffet sig det første Pas[1]. Af de udstedte Passe kan man ogsaa se, hvilke høist besynderlige Router Øvrigheden giver Fanter udtrykkelig Tilladelse til „frit og ubehindret“ at foretage. Se et Par Exempler, som jeg noterede mig af Røros Pasprotokoll. En Vævskebinder med Kone og Børn, og en Kammager med Kone, altsaa to Fa-
- ↑ En Fant fortalte mig Følgende: Han havde gaaet ind paa at tjene som Hestedreng i et svensk Taterfølge, imod at Formanden, efter en vis Tids Forløb, skulde forhjælpe ham til at faa sig et Pas. Dette Løfte opfyldtes saaledes, at Tateren, som, ved en hyppig Uforsigtighed af Pasudstedere, havde paa sit Pas faaet anført blot Antallet af sine medfølgende Børn og ikke deres Navne og Signalement; nu henvendte sig til en anden Pasudsteder og udgav sin Klient for en af sine i Passet omtalte Sønner, der for en vigtig Sags Skyld skulde forlade Følget og derfor maatte have et særskilt Pas.
