2–21-3, siger: „Icke heller maa nogen Betler af nogen Fergemand eller andre fra en provintz til en anden offuerføris, med mindre dend saadan Paß oc Beviß med bringer, hvor efter dend kan tilstedis fra en provintz til en anden at Reyße,“ og 2–24–3: „Ingen Fergemænd maa nogen Betlere fra en provintz omtalt til en anden offuerføre, med mindre dend Bevis med sig bringer,“ og det ser ud, som om disse Lovsteders ordrette Mening var den, at der skulde forholdes anderledes med en Betler med Pas end med en Betler uden samme, og denne Mening har forplantet sig imellem Færgemænd lige ned til vore Dage; thi det var netop en Færgemand, som klagede for mig over, at han maatte sætte over saa mange Betlere, som ikke engang kunde betale Færgeløn og slet ikke burde have Lov at gaa i Landet, men som han ikke kunde gjøre Noget formedelst de „stærke Skrifter,“ hvormed de vare forsynede. Og hvad var det vel for en Tanke, som laa til Grund for Pasvæsenet? mon ikke den, at Kongens Embedsmænd bedre end Andre kunde afgjøre, om en Person var ærlig Mand eller Fant, og at de derfor skulde have Myndighed til for det almene Bedstes Skyld at give og nægte Reisetilladelse? Men hvis saa er, bør man ikke undres over, at Borgere og Bønder i Landet fra nu af kun vare betænkte paa at skille sig af med Fanterne, saasnart de kom, og forresten overlade Møien med at hemme deres Uvæsen til dem, som skulde have baade Visdommen og Myndigheden dertil[1].
Dersom det nu paa den ene Side er ønskeligt, at Fanter aldrig fik Reisepasse, og det paa den anden Side maa erkjendes, at Pasudstedere ikke kunne gjennemskue Folk og med
- ↑ Der indtræffer endnu ofte Tilfælde, som kunne bestyrke Folk i den Tro, at en forpasset Fant har et Slags Ret til at øve sit Væsen, saa det ikke er raadeligt at lægge Haand paa ham. Man ser nemlig ofte Folk straffældte for „pasløs Omstreifen“ og kan derved let komme til at mene, at hvis Omstreiferen kun havde havt Pas at forevise, saa skulde hans Omstreifen som Betler eller som Kjedelflikker ikke have været strafbar.
