Hjemsted; i det andet Tilfælde er Personen naturligvis slu nok til at tilintetgjøre Passet og da er man lige nær. Ved Siden af det Særsyn, at de fleste Fanter mere end skikkelige Folk ere omhyggelige for at have sine Messe i Orden, finder man derfor ogsaa dette, at nogle og det netop de argeste af dem følge en ganske modsat Klogskabsregel; de gaa helst uden Pas, og naar man, f. Ex. efter Løsladelsen fra et Fængsel, paatvinger dem et, saa kaste de det bort strax; medens de forpassede Fanter søge sin Retfærdiggjørelse ved at legitimere, hvor de have sit Hjemsted, finde disse sin Regning ved at klage for Alle og Enhver, at de intetsteds høre hjemme, vel vidende, at da Lensmænd og Fogder af Frygt for det overvættes Bryderi, slige Folk kunde forvolde, endnu mere end ellers vilde tage i Betænkning at lægge Haand paa dem for at anstille Ransagelse. Jo oftere Øvrigheden monne benytte sig af denne Leilighed, som Fanternes Pas frembyder til at standse dem i deres utilbørlige Reise, des snarere ville de lære dette fule Kneb, og Knebet vilde først blive uvirksomt, naar det hele Pasvæsen ikke længer existerede og ikke lod Almuen, som daglig ser Fanternes Ulovligheder, slaa sig til Ro med den Tanke, at det er Pasudstedernes Sag at holde Skik og Orden over dem[1].
- ↑ Nu, da dette Ark skal lægges under Pressen, kan jeg oplyse det her anførte med et ligesaa charakteristisk som sørgeligt Exempel. I „Christianiaposten“ for 11te og 12te October 1849 havde jeg under Overskrift „En Synders Liv“ meddelt en sælsom Omstreifers bedrøvelige Historie. Det var en Svensker ved Navn Jonas Swensson, en uægte fedt Bondegut, som tidlig blev en Ranglefant af det allerforargeligste Slags. Straffet i Sverige som Tyv tog han til Norge, hvor han under forskjellige Navne henvendte sig til mangfoldige Præster for at blive konfirmeret og saaledes faa Legitimation for det nye Navn; fra 1842 havde han drevet dette Væsen, havde endogsaa et Par Gange ladet sig inddømme paa Tugthuset for at faa sit Ønske opnaaet og havde skuffet Mange ved sit Hykleri, da han i 1849 ogsaa kom til mig, med et nyt Navn, men med samme Ærinde. Jeg kjendte dog hans Historie før, saa han snart maatte gaa til Bekjendelse, og
