Det er vel saare rimeligt, at selv den djærveste Fant
føler sig noget uhyggelig til Mode, hver Gang han kommer i
Berørelse med en Foged eller anden Embedsmand; men i de
fleste Tilfælde tør han gotte sig ved Tanken om, at Embedsmanden
selv er ligesaa forlegen. Hvor vanskeligt det er for
Justitsens Embedsmænd at behandle Fanterne, det faar man en
tydelig Forestilling om ved at gjennemlæse det Foredrag af
Justitsdepartementet, som ligger til Grund for kgl. Resol. 24
Octbr. 1838. I tidligere Tider, ser man af Foredraget, pleiede
man paa en altfor nem Maade rede sig ud af Forlegenheden
og skaffe sig Fanterne fra Halsen. Ifølge visse Bestemmelser
i den ældre Fattiglovgivning og i andre Love kunde Fattigkommissionerne
og Fogderne uden videre tage løse og ledige
Folk, pasløse Omstrippere, Personer, som ikke havde noget
bekjendt lovligt Erhverv, fremmede Betlere, uden Forskjel om
de vare arbeidsføre og derfor mere strafskyldige i deres Betleri
eller ei, ja endog Folk, som (selv om de vare skikkelige) kunde
jeg maatte haabe paa hans Forbedring, da det lykkedes mig at skaffe ham Arbeide og Ophold her i Christiania, hvor jeg kunde føre stadigt Opsyn med ham. – Men efter en Uges Forløb strøg han paa Fantevis afsted igjen, og jeg kunde kun lyse efter ham i Aviserne, at han ikke skulde faa fortsætte sin forargelige Færd mere. Hele Vinteren hengik imidlertid, uden at jeg hørte Noget om ham, indtil jeg ganske nylig sandt ham hvilende i Græsset i Slotsparken. Han havde været faa Dage i Byen og sagde mig, at han et Par Gange havde været i den Gaard, hvor jeg boede, og seet op til mine Vinduer, men ikke havt Mod til at gaa op til mig. Efter sin Undvigelse var han gaaet til Sverige, var der bleven fængslet som Løsgjænger, men snart igjen løsladt med Pas til Norge. Her havde han kastet sit Pas bort og saa streifet om mellem Kongsvinger og Risøer, i Smaalenene og Hallingdalen, havde tigget sig frem overalt, men var ikke af Nogen bleven hindret i sin Færd. Enkelte Embedmænd havde dog kjendt ham efter mine offentliggjorte Beretninger om ham, men havde kun tilraadet ham at gaa tilbage til mig igjen. At denne Mand fik gaa saaledes omkring, det viser vel, hvor saare let enhver besværlig Fant, han være kjendt eller ikke, forpasset eller ikke, kan liste sig frem mellem Bønder og Politibetjenter.
