Transporten og Udredelsen af de dertil medgaaede, ofte saare betydelige Udgifter“ o. s. v.
Med Hensyn til alt dette bestemtes der nu i den nævnte kgl. Resolution at kun de af disse her omhandlede omstreifende Personer, som ere ude af Stand til selv paa lovlig Maade at ernære sig, uden videre kunde sendes hjem, naturligvis forudsat, at dette Hjem var udfundet, men at arbeidsføre fremmede Løsgjængere og Betlere skulle tiltales og straffes paa det Sted, hvor de forekom, og efter udholdt Straf ikke formenes at opholde sig hvorsomhelst i Riget. Og nu staar altsaa Sagen saa, at naar en fremmed Landstryger ikke kan ernære sig selv paa lovlig Vis, saa skal han behandles som et Fattiglem, som en umyndig og uden Lov og Dom sendes hjem til Forsørgelse og Opsyn af Fattigbestyrelsen paa Hjemsteder; kan han derimod paa lovlig Vis ernære sig, saa skal han straffes som Forbryder. Se, denne Sag synes jo klar nok; men det er ved Udførelsen, der møder Vanskeligheder. Spørgsmaalet er: Hvem kan ernære sig selv og hvem ikke? hvad udfordres der til at være „arbeidsfør?“ Tingen maa afgjøres ved et Skjøn, men dette Skjøn kan afgives saa forskjelligt af de forskjellige Vedkommende. Den Fattigkommission, til hvem den „civile Øvrighed overantvordet hjelpeløse Landstrygere, er saa tilbøielig til at kalde den arbeidsfør, der glæder sig ved stærke Arme og Ben, og lader maaske mere end gjerne er saadan Person flygte fra den ham paatvungne Fattigforsørgelse. Den civile Øvrighed, som har det brydsomme Arbeide at idømme og udføre de ubetydelige og som oftest frugtesløse Straffe, finder let, at selv med muskelstærke Arme og Ben vil dog den Person ikke kunne erhverve sig tilstrækkelig Arbeidsfortjeneste, som i lange Tider er bleven sørgelig sløvet og afvænnet med al nyttig Virksomhed, og hvis hele Væsen er saadant, at neppe nogen Mand vil tage ham i sit Brød. Men derfor ser man ogsaa jevnlig, at vedkommende Embedsmænd hverken sende Fanten til Fattigkommissionen eller overantvorde ham til Dommeren, men overlade Omsorgen for ham til – „Kongen.“
