„Kongen?“ Ja, naar man opholder sig en Stund paa
en Bondegaard, kan det træffe, at man bliver Vidne til en
ganske eiendommelig Scene: En Mand kommer ind, som efter
den smudsige Dragt og et vist sky Blik at dømme synes at
være en almindelig Betler; men ikke desto mindre fordrer han
med en paafaldende Ugenerthed, at man skal sætte Mad og
Drikke for ham, og Fordringen efterkommes strax. Følger
man saa den samme Mand ud paa Landeveien, faar man kanske
snart se et andet Træk af hans Myndighed; Han træffer
kanske et Fantefølge, examinerer det om Passe og Reiseroute og
Bestilling og afgjør med en inappellabel Dom, om Lensmanden
og den hele Bygd skal faa Bryderi med det fremmede
Slæng, eller om Fanterne skulle faa Lov til at fortsætte sin Vei
ubehindret, eller endelig om de, under den myndige Mands
Ledsagelse, skulle vende om did, hvorfra de ere komne. Den
Mand, som saaledes synes at have at byde og raade overalt,
er „Kongen.“ Undersøger man Oprindelsen til hans Magt og
Værdighed, finder man, at han af Fattigbestyrelsen er ansat
som Bygdevægter med en Instrux, der forpligter ham til daglig
at færdes paa Landeveiene i Præstegjeldet eller Sognet,
hvor han da kan gaa ind paa Gaardene og forlange fornøden
Kost, men hvor han derfor har at holde Skik og Orden over
Betlere og Fanter af alle Slags. Egentlig skulde han da
ubønhørlig føre enhver betlende eller løsdrivende og altsaa
strafbar Fant til Lensmanden, og ifølge dette burde han i
Grunden kun være at betragte som en meget underordnet Bestillingsmand,
hvis aarlige Gehalt ogsaa gjerne indskrænker sig
til et Par Tønder Korn eller 6–8 Daler. Men man maa
vide, at ved Siden af den skrevne Instrux gjælder for ham en
anden Lov, som giver ham en saa godt som uindskrænket Myndighed.
For det Første lader den enfoldige Almue ham vide,
at han ikke skal lægge Haand paa den fattige Betler og føre
ham til Straf, saasom det er en Haardhed og Ubarmhjertighed,
som der ikke kan komme noget godt udaf[1]. For det Andet
- ↑ En Bygdevægter i Guldalen maatte slaaes med en Fant, der ikke vilde lystre hans Kommando. Fanten tabte, men udtalte det Hevn-
