ved han ret vel, at Storbønderne og kanske Lensmanden selv, ikke af Overtro, men af Hensyn til Udgifterne og Bryderiet med Fanternes Fængsling meget hellere se, at han kun sørger for, at hver fremmed Fant, som monne være kommen ind i Bygden, saasnart som mulig kommer ud igjen til Nabobygderne. Hvad har saa Bygdevægteren at gjøre? Efter den skrevne Instrux kan han plage Lensmanden eller hevne sig paa de opsætsige Fanter ved at føre dem lige ind i Lensmandsarresten; men han kan ogsaa vise Fanterne den Villighed at lade dem gaa den Vei, de ønske, kan endogsaa byde dem ind paa Gaardene og lade sætte for dem Mad og Drikke under det Paaskud, at de ellers enten maatte ulovligen betle eller ynkelig vansmægte. I ethvert enkelt Tilfælde vælger han da efter Forgodtbefindende den Fremgangsmaade, som han i sin Visdom kan finde at være den bedste. – Som man ser, er det ikke blot Fanternes obskure Verden, som er Bygdevægterens Myndighed underlagt. Betragter man det hele Samfund med alle dets Magter og Myndigheder, ovenfra nedad, saa maa vel Bygdevægteren kaldes den allerlaveste Betjent; men betragter man det samme Samfund nedenfra opad, saa synes hans Autoritet at staa øverst, og derfor hedder han i Almuens Tale ikke Bygdevægter, ikke engang Staaderkonge, men slet og ret „Kongen.“ Hans hele Stilling iblandt Folket er ogsaa eneste i sit Slags, og Ironien i Navnet er fuldstændig. Det hjælper nemlig ikke, at han stundom bærer en Sabel eller svinger en Tamp som Tegn paa sin Værdighed; hans Stilling er saadan, at medens Fanterne neppe vide, hvad Ondt de skulle ønske og gjøre ham, saa er han i den enfoldige Almues Øine Gjenstand for den største Foragt. Hans Bestilling ansees for uværdig. Se et Exempel! I Gudbrandsdalen kom en vel
ord, at hin nok ikke længe skulde blive i sin Bestilling. Spaadommen opfyldtes saaledes, at Bygdevægteren fik den faldende Syge og maatte afsættes et halvt Aar efter. Men denne Begivenhed blev rygtbar og udlagdes af Almuen som et slaaende Bevis paa det Formastelige i Bygdevægterens Gjerning.
