16–7aarig Gut løbende hen imod mig paa Landeveien og jeg standsede strax Hesten; thi en mere fillet og elendig Tiggergut syntes jeg aldrig at have seet. Jeg gav mig i Samtale med ham og spurgte ham ud om hans Forholde, navnlig om, hvem hans Fader var; men dette fik jeg ham ikke til at svare naar jeg blev nysgjerrig og trængte kun endnu mere ind paa ham; men han var og blev aldeles tilbageholden i dette Punkt, saa min Nysgjerrighed omsider slog om til Ærgrelse; jeg tiltalte ham temmelig vredt og lod ham gaa. Ak, men hvor jeg angrede det siden! Skydsgutten forklarede mig Grunden til hans forunderlige Tværhed: man vilde nok nødig fortælle, at han var Søn af Kongen vor, ja Bygdevægteren at forstaa.“ Nu forstod jeg Guttens Blik, da jeg vendte mig fra ham, et Blik, som jeg endnu synes at se; der laa i det en Tvivl, om han ogsaa havde gjort Ret i at bevare den Følelse af Skamfuldhed, der lukkede hans Mund, saasom han maaske ellers havde faaet en Toskilling kastet til sig.
Det lader til, at der er ansat flere Bygdevægtere omkring i Landet netop efter den lidt ovenfor omtalte kgl. Resol. 24 Oktbr. 1838, fra hvilken Tid det paastaaes at Fanter have streifet mere tøilesløst omkring. Men man vil maaske efter de anførte Træk være villig til at indrømme, at dersom den hele Bygdevægterinstitution skulde føre til Maalet, Fantevæsenets Indskrænkning, saa maatte der ikke alene være Bygdevægtere i hver Bygd, men Posterne maatte lønnes saa godt, at de kunde blive ansøgte af ordentlige, dygtige Folk, der kunde udføre sin Dont forsvarligt og skaffe sig Agtelse baade hos Fanter og andre Folk. Som Sagerne nu staa, synes den hele Indretning paa mange Steder idet Mindste, kun at være et Palliativmiddel, som i Længden ikke skræmmer Fanterne bort, men nok bevirker dette, at Almuesfolk og Politibetjente, stolende paa Vægterens Bedrift, ere mindre virksomme for at sætte Skranke for Landstrygernes Uvæsen[1].
- ↑ Det er ikke brav, at den i og for sig ubehagelige Gjerning, som dog kan være hver Borgers Pligt, at anmelde for Øvrigheden en Land-
