opmærksomme paa nogle nylig faldne Høiesteretsdomme, hvorefter man kunde have Udsigt til at saa Fanterne straffældte som Løsgjængere, naar de, selv med Møie og uden at tigge, reiste om paa sine Professioner som Hesteskjærere o. s. v. uden at have opfyldt de Betingelser derfor, som sættes i den ovenfor, Side 186, omtalte Frdn. 9de August 1754, § 19.
Medens man her saaledes betragtede Fanterne som Mennesker, der idelig gjorde sig skyldig i Lovovertrædelser og egnede sig til at være Gjenstand for den strængeste Aarvaagenhed og Tugt, er det interessant at se, hvorledes de samme Fanter paa Andre gjorde et Indtryk, som om de vare mere beklagelsesværdige end strafværdige Mennesker, hvis Misgjerninger ikke burde tilregnes dem, men hvis moralske og physiske Nød burde hjælpes. I flere af de officielle Indberetninger om dem var der fremsat saadanne Forslag til deres Behandling, som at sende Missionærer ud iblandt dem eller at samle dem i Agerdyrkningskolonier og saaledes søge at forædle dem og vinde dem for det rolige og ordentlige Liv i Samfundet[1].
Men denne Mening har ogsaa holdt sig, efterat hine strengere Forholdsregler vare vedtagne. I Slutningen af 1847 anmodede Christiansands Biskop ved en Rundskrivelse flere af sit Stifts Præster om at give Forklaring om Fanternes Tilstand og Forholde og fremsætte Forslag til deres hensigtsmæs-
- ↑ Som Exempel paa, hvilket forskjelligartet Indtryk Synet af eller Beretningen om Fanterne gjorde, kan endnu anføres en Synderlighed. Medens Nogle fremhævede Fanternes Forbrydelse mod Samfundet Andre Samfundets Pligter mod dem, betragtes de i Midlerne over Folkemængden i Norge (Statistiske Tabeller, 8de Række, Christiania 1847, Side 1), som om de stode udenfor Folket; den samlede Folkemængde angives nemlig til 1,328,471, i hvilket Tal, som det tilføies, Fanterne 1145 i Tallet, dog ikke ere regnede med. Det var, som allerede anført, vel første Gang, at Fanterne bleve paaagtede ved Folketællingen, og endnu bleve de ikke regnede med iblandt Landets Mennesker. Denne samme Synderlighed gik naturligvis igjen i Angivelsen af Folkemængden i Regjeringens Beretning om Landets Tilstand for Storthinget Aar 1848.
