Sagens egen Interesse og flersidige Vigtighed har bragt mange Mænd i Landet til at yttre sig om, hvorledes man bedst fulde bringe Fanter, Løsgjængere o. s. v. til Skik og Orden. Men allerhyppigst høres dog den Yttring, at Fanternes forunderlige Natur, deres fra det Sædvanlige saa høist afvigende og derhos kun ufuldstændigt kjendte Sæder og Tilbøieligheder gjøre Tingen overmaade vanskelig. I Modsætning hertil ville derfor Mange mene, at det for den, som nu engang har havt Anledning til at iagttage disse Menneskers Væsen og forfølge deres Historie, maatte være lettere at rede sig ud af Vanskeligheden; Mange ville vente, at den, som har troet i Fantefolket at finde en egen, fra det øvrige Folk afsondret Kaste, let maatte kunne gjøre Udkast til en ny Lov, som skulde gjælde for den samme Kaste og herske over den.
Men at dette ikke gaar an, og hvorfor, vil bedst sees af en Fortælling om et saadant Forsøg i samme Sag i Viborg Stænderforsamling Aar 1836. Nogle Aar iforveien havde den danske Regjering flere Gange indhentet Lokalautoriteternes Betænkninger[1] om de i Jylland saakaldte Natmænd, der ganske ligne vore Fanter; ved den saaledes vakte Opmærksomhed vare disse Menneskers obskure Forholde blevne dragne frem for Dagens Lys, og man talte ogsaa der i Landet om en saadan ulykkelig og fordærvelig Kaste. Da fremkom der i hin Stænderforsamling Forslag til Ordningen af disse Forholde, og en Kommitte nedsattes. Denne, som i sin Indstilling ogsaa skildrede Natmændene som en egen Kaste, og som overhovedet ikke manglede Sagkundskab foreslog at petitionere Kongen om at lade udarbeide en Lov om Natmændene efter et af
- ↑ Se herom en med Varme skreven Opsats om „Natmandsfolket“ i det danske Blad „Fædrelandet“ (dengang redigeret af Prof. David) for 14de Oktbr. 1837.
