Side:Fante- eller landstrygerfolket.djvu/33

Denne siden er ikke korrekturlest
19

medagtige Fanter, „Smaavandringerne,“ saadanne mindre fripostige Omstreifere, som med forskjellige Smaasysler, saasom Kammager og Vævskebinderarbeide, toure omkring i en enkelt mindre Del af Landet, eller „Meltraverne,“ som hine Storfanter endnu mere foragteligt kalde dem, fordi de jevnlig skulle sees med Pose paa Ryg at traske useligt omkring fra Gaard til Gaard og lade sig nøie med, hvad Mel eller Kjøkkenaffald Godtfolk vil skjænke dem, eller – dette er ogsaa en authentisk, skjønt maaske vel dristig Udlæggelse – fordi de med det Hang til Rapseri, som skal være dem eget, ikke kunne komme nogetsteds frem, uden at der „hænger lidt ved dem,“ ligesom Melet hæfter sig ved Møllerens Trøie. Og disse Smaavandringer eller Meltravere gjengjælde hines Skjeldsord, saa godt de formaa; medens de selv saa.temmelig tamme færdes mellem andre Folk nede i Bygderne, se de med mere Misundelse maaske end Afsky op til de raskere Storvandringer som nogle vilde „Bækkespringere,“ det er, Vildmænd, der med deres lumske og menneskesky Væsen helst skulle ville færdes oppe i Udmarkerne og Skovene, langt fra Folk, og der nære sig med Fiskeri langs Elve og Bække (?), eller de betegne dem som et ondt „Kviksalverinefølge“ af Troldmænd og Here, der med deres Rottekrud og falske Pulvere fordærve baade Folk og Fæ.

Dette besynderlige Stammehad maa naturligvis have sin Grund, og derom faar man en ligesaa besynderlig Besked. Storvandringerne vide meget godt, at de ligesaalidt ere af norsk Blod, som de ere i Slægt med de af dem dybt foragtede Lallaró’er (saa kalde de i sit eget Sprog Finnerne eller Lapperne); heller ikke ere de af russisk Herkomst, omendskjøndt der, som nogle af dem selv ganske rigtig have bemærket for mig, endnu er nogle faa russiske Ord i deres Sprog fra den Tid, Stammen paa sin gjennemreise opholdt sig i Rusland. I deres eget Sprog (rommani) lyder deres rette Navn Rummanisæl. Disse Rommanisæler, eller kortere Rommani’er, ere komne langveis fra. “Rommani-Sproget – dette Sagn have flere af dem fortalt mig – have deres hellige Forfædre for over to Hundrede Aar siden bragt her til Landet. De boede først