Kommitten fremlagt Udkast, der vist paa en i det Hele taget ret passende Maade forenede Mildhed med Strænghed. Forslaget var af Kommitten anbefalet med Varme og modtoges af Forsamlingen med Deltagelse, men kuldkastedes væsentlig ved en lille Bemærkning af een kgl. Kommissarius, Konferentsraad Ørsted, den nemlig, at der savnedes bestemte Kjendetegn, hvorved Natmænd kunde adskilles fra andre Mennesker[1]
Saaledes er det. Fanterne bære ikke noget Kainsmærke i Panden; deres Herkomst giver dem ikke altid noget eiendommeligt Præg; hellerikke deres Haandteringer, saasom disse ogsaa kunne drives af andre Folk, ligesom der paa den anden Side gives Fanter, som ikke have nogen Haandtering; ikke engang alle de, som have lært at tale Fantemaal ere Fanter. Vel vil et upartisk og øvet Blik i Almindelighed saa temmelig let kunne skjelne mellem disse Fanter og andre Folk; men i en Lov, hvorefter Domstolene kunde komme til at afgjøre vigtige Spørgsmaal dels for Fanternes eget, dels for de forsørgelsespligtige og derved i deres Sag interesserede Kommuners Vedkommende, maatte der nødvendig være angivet et bestemt Begreb og Mærke, hvortil man kunde holde sig. I en speciel Lov maatte man jo enten sætte mildere eller strængere Bestemmelser om Fanterne end om andre Folk; i første Tilfælde vilde da vistnok adskillige Personer, som ikke burde regnes til Fanterne, trænge sig frem, og i det andet vilde vel ikke en eneste Fant lade sig Fantenavnet paadutte; i begge Tilfælde vilde vel ogsaa Kommunerne fristes til at søge at skille sig ved altfor mange Personer, der hidtil havde været dem til Byrde og nu som Fanter vel paa den ene eller anden Maade maatte forsørges af Staten.
Istedetfor at foreslaa nogen ny og særskilt Lov om Fanterne kunde man heller ønske at se afskaffet en gammel Leo om en Del af dem, Bestemmelsen i N. L. 3–22–3 om Taterne. Det er nemlig, som ovenfor (S. 77) vist, altfor rimeligt, at
- ↑ Se om disse Forhandlinger Viborg Stændertidende for 1836, 1, 573–582; 2, 990 fgg.
