er han med dette i Lommen kommen et lidet Stykke bort fra Fogdens Hus, saa giver han sig, hvis han er arbeidsom, ligesaavel som før til at bøde Gryder, og øve, hvad Profession han ellers har lært. Men for denne Udøvelse af sin Profession maa han jo ansees som Overtræder af denne Lov og derfor blive forfalden til Straf. Men allerede nu er han jo for denne samme Bedrift forfalden til Straf ifølge Frdn. 9 Aug. 1754, § 19 (se Justitsdepartementets Cirkulære derom, ovenfor S. 313).
Efter hvad der ovenfor (S. 298) er anført, tør det allerede vare erkjendt, at Pasvæsenet overhovedet er et lidet virksomt Middel til at hemme Fanternes Uvæsen, ja at det virksomste Middel dertil turde være herefter at betragte Benyttelsen af er Reisepas som unødvendig, saaledes, at Pasløshed i og for sig selv ikke skulde være at anse som nogen strafbar Forseelse; da er det rimeligt at den altfor store Respekt, som Almuen nu ofte viser den med Pas forsynede Betler eller Landstryger, vilde falde bort, at den fremmede Fant ikke længer vilde staa under Fogdens eller Politimesterens Kontrol alene, men under hele Almuens, hver Mands. En pludselig Ophævelse af den tvungne Pasindretning vilde imidlertid maaske være for ny og gribe forstyrrende i andre Forholde; jeg vover derfor ikke at bringe den i Forslag; det er mig nok at have vist, at det foreliggende Forslag rimeligvis ikke vilde medføre nogen Fordel over Fanterne som ikke allerede haves.
Mere at anbefale kunde den Del af Lovforslaget synes at være, som har til Hensigt at faa Hjemstavn anvist til alle hjemløse Fanter. Dels er det jo smerteligt at vide, at der findes Folk iblandt os, som ikke have noget Sted, som de tillidsfuldt kunne ty hen til, naar de komme i Nød og maa kræve Medmenneskers Hjælp, dels er netop den Omstændighed, at man ikke ved, hvor man skal sende Fanterne hen, naar de formedelst deres Færd ikke bør taales paa fremmede Steder, allermest hinderlig for deres Tugt og Revselse. Men hvorfor ere Fanterne saa ofte hjemløse? I Regelen ikke, fordi de intet Hjem have kunnet skaffe sig; thi ved Hjem forstaaes her
