Byrderne vilde være bleven mere jevn, hvis Fattigforsørgelsen
var ordnet som en Statssag til alle Fattiges, altsaa ogsaa til
Fanternes Pleie, ikke som en Kommunesag blot til de Hjemstavnsberettigedes
Forsørgelse. Lad da Erindringen om egen
uforskyldt Fordel vække Villighed til at bøde paa Andres uforskyldte
Nød! Billigheds- og Medlidenhedsfølelsen hos de christne
Menigheder kunde i denne Retning udtale lig igjennem Fattigbestyrelsen
og Formandskabet, Menighedernes Mund; nogle
Menigheder, ikke alle, men de skjønsomste, de med Hensyn til
Fattigbyrden heldigste, kunde lade vedkommende Amtmand vide,
at naar Øvrigheden paa noget Sted i hans Amt var i Forlegenhed
med hjemløse Fanter, og naar disse selv yttrede Ønske
om at faa et endeligt Hjem, saa kunde han sende dem til dem.
Naar Amtmanden da kunde ligetil de Forvildede: „Ser her,
Godtfolk! her ligger Indbydelse til Eder fra disse Præstegjeld;
vælger nu Eders Hjem, gaar hen og lever der som brave
Folk!“ saa skulde dette Ord talt i Menneskekjærlighedens Navn,
kanske blive velsignet af Gud.
Virkningen af en saadan Kjærlighedgjerning, som Slutningen af forrige Kapitel antydede, vil jeg gjerne vurdere meget høit; men om end nogle Kommuner saaledes antoge sig og forsørgede nogle ellers hjemløse og hjælpeløse Fanter, saa vilde der vistnok altid blive flere igjen, som enten ingen Hjælp af det Slags vilde modtage, eller som Kjærligheden ikke engang vovede at gjøre noget saadant Forsøg med og derfor ingen Hjælp kunde yde Tilsidst maa man da nødvendig paakalde det Offentliges Hjælp mod Fantevæsenets Onde.
