Men det er neppe saa meget ved nye Love, at Staten
kan udrette noget her; thi Fanterne kunne betragtes som Mennesker,
der med Flid søge at unddrage sig al Lydighed mod
Lov og Ret, eller som, trods de mange Loves og Statsindretningers
samlede Bestræbelser for at hæve Folket, ja ethvert
Individ i Landet, til Velvære og Dyd, alligevel synke tilbage
til en Raahed og Sløvhed, hvor de hverken have Sands længer
for Lovenes Opmuntringer eller frygte sig for deres Straffedomme.
Det er Handling, praktiske Foranstaltninger, der
udkræves, og disse maa ikke altfor specielt være rettede mod
en vis sluttet Kaste, som Fanterne kunne siges at tilhøre
(thi det bliver ikke muligt at trække tydelige Grændser for
denne Kaste eller opstille bestemte Kjendemærker paa dens Medlemmer),
men mod alle Yttringer af hin uværdige Raahed og
ulykkelige Sløvhed, hvor de saa komme tilsyne, mod den bedrøvelige
Tilstand selv, hvori saa mange Mennesker henleve et
elendigt Liv, mod den lavere Sphære i eller rettere nedenfor det
lovordnede Samfund, den fornedrede Kreds, hvori hin Tendents
til et formeligt Kastevæsen kun udgjør et enkelt, fremragende
Træk.
De foregaaende Kapitler indeholde formentlig overflødigt Bevis for, at Fantevæsenets Onde har sin Rod i to Ting, nemlig ikke blot i de enkelte Fanters og Fantefølgers sælsomme Tilbøieligheder og onde Vaner, men ogsaa i de mange Yttringer af uforstandig Mildhed og uvillig Ligegyldighed, af overtroisk Tillid og overdreven Afsky, der af en stor Del af den øvrige Befolkning udvises imod dem og snarere bidrage til at fjerne dem end mere fra det ordentlige Liv end at vinde dem for samme. Foranstaltningerne imod dette Onde kunne derfor være af et dobbelt Slags, idet de enten mere umiddelbart ere henvendte paa de omstreifende Folk selv, eller de nærmest gaa ud paa hos Almenheden at fremkalde en mere forstandig og deltagende Opmærksomhed for dem og derigjennem bidrage til deres Redning fra Fantelivets Elendighed. Nærværende Kapitel skal antyde Foranstaltninger til at virke umiddelbart paa Fanterne selv.
