Fanterne forse sig jo idelig mod de herskende Love og
kunne derfor straffes med forskjellige Straffe; men at tænke paa
at bringe dem til Skik og Orden ved stræng og uafladelig Haandhævelse
af disse Straffelove gaar ikke an, fordi den almindelige
Opinion stempler dem snarere som Fjanter og Daarer, som det
vilde være urimeligt at stille for Domstolene. Fanterne vise
os jo jevnlig et sørgeligt Syn af legemlig og aandelig Nød;
Forældrene have ikke noget blivende Sted, og Børnene opvoxe
i Vankundighed og Usædelighed; de synes derfor at burde være
Gjenstand for Fattigbestyrelsernes Forsorg. Men der kan i
Regelen ikke engang være Tale om at hjælpe dem til Almisselemmers
eller Lægdsfolks magelige Liv; thi de flygte for Hjælpen.
– Men det er netop Forestillingen om saadane Mellemting
mellem Forbrydere og Trængende, der ligger til Grund
for de i den nye Fattiglov omhandlede Tvangsarbeidshuse, disse
Mellemting mellem Strafanstalter og Forsørgelsesindretninger.
I saadanne Huse skulde jeg ønske ret mange af de i denne Bog
omhandlede Fanter Plads.
En væsentlig Fordel ved Tvangsarbeidshuse er den, at da Opholdet i dem ikke ansees for nogen vanærende Straf, saa gaar det an at overlade det til dertil betroede Embedsmænds Skjøn uden videre Lov og Dom og alle dertil hørende Formaliteter at foranledige Folk indsatte deri, der ved Fantesæder, som jeg nu i Korthed tør udtrykke mig, vise sig trængende til Tugt og Pleie. En saadan Behandling maatte udøve en virksom Indflydelse over Fanternes Liv, da deres Uvæsen hidtil mest kun har kunnet trives af den Aarsag, at deres Behandling ved de ordinære Domstole mere har medført Møie og Plage for Andre end Straf for dem selv (se S. 292). En anden Fordel er ogsaa den, at i et Arbeidshus har man Anledning til at behandle Fanten i længere Tid medens de for hans sædvanlige Forseelser, Betleri og Løsgjængeri, satte Straffe, nemlig nogle Dages Fængsel, ikke engang tilstede noget ordentligt Forsøg paa at tæmme hans stride Sind og overvinde hans lange Fantelivs onde Vaner.
