Men saa maatte ogsaa Arbeidshuset være indrettet saaledes,
at man ret kunde benytte den ogsaa for Fanten kostbare
Tid, hvori saa Meget, han før forsømte, skulde indhentes. Ligesom
i et Hospital for Spedalske og Sindssvage Alt sigter
til at fremme Lemmernes Vel, saaledes maatte ogsaa Arbeidshusets
Maal være ikke blot at befri Samfundet en Stund
for Fanternes Plage, men meget mere at sende dem ud igjen
som forbedrede Mennesker. Vel ved jeg, at Fanterne ere en
lidet medgjørlig Slægt; men naar Arbeidshuset var godt udstyret
med de fornødne Kræfter, naar Forstanderen overholdt
streng Hustugt mellem Arbeidslemmerne og med stadigt, gjerne
haardt og legemsanstrængende Arbeide spægede deres syndige
Kjød, til samme Tid som han gjorde sig Flid for at skjænke
dem Renligheds og en pyntelig Ordens uvante Hygge, naar
en geistlig dannet Lærer eller Præst, der havde gjort Undersøgelsen
af saadanne Menneskers Liv til sit specielle Studium
(og uden dette Element vilde en Redningsanstalt for Fantefolk
sandsynligvis forvandles til en Røverkule, ligesom Sindssvagehospitalet
uden Lægens Virksomhed vilde synke ned til et
Dolhus’s Usselhed), naar en saadan Lærer kunde hellige sin
hele Tid og Kraft paa at lede de forvildede Menneskers Tanker,
at fremkalde for deres Sjel et Billede af den Synd og
Nød, hvori de have levet, af den Lykke og Dyd, hvortil de
skabtes, da var det dog at haabe, at adskillige af Lemmerne
vilde gaa ud igjen i Verden med en eller anden nyttig Færdighed,
en eller anden god Vane, at En og Anden vilde bære
med sig ud i Frihedens Farer, i Livets Fristelser, om kun et
enkelt Sprog af Guds Lov og Evangelium, at selv den trodsigste,
frækkeste Fant vilde lære Respekt for den kraftige Villie,
som havde tvunget hans Ubændighed, fatte Agtelse for den Fornuft
og Kjærlighed, som havde søgt at vinde ham for det Gode.
Nu taler ogsaa Fattigloven af 20de Septbr. 1845[1] om saadanne Arbeidshuse. Enkelte Kommuner, hedder det, eller
- ↑ Ved de følgende Citater henvises altid til Loven om Fattigvæsenet paa Landet.
