ning til at stifte Bekjendtskaber og lære de øvrige Lemmer op i Fulhed og alskens Udyder.
Derfor vilde det være vel, om Staten kunde tage lig al denne Sag. Jeg skal dog ikke foreslaa, at Staten selv overtager Opførelsen og Bestyrelsen af saadanne store og kraftigt udstyrede Tvangsanstalter, som Fanternes Uvæsen nok kunde gjøre ønskelige. Jeg tænker nemlig ikke alene paa, hvorledes Statskassen vanskelig vilde kunne afse de dertil fornødne Summer paa en Tid, da mange andre og langt større Interesser lægge fuldt Beslag paa dens Midler; jeg tænker ogsaa paa de Forviklinger, som maatte opstaa, om man satte nye offentlige Indretninger af dette Slags til at virke ved Siden af dem, som allerede flere Kommuner have bekostet sig. Men Staten kunde paa en anden Maade sørge for, at der f. Ex. i hvert Stift var en Tvangsarbeidsanstalt, til hvilken Politiet fra de forskjellige Bygder efter den nys citerede § 51 af Fattigloven kunde indsende alskens Fantefolk, og som kunde være skikket til at behandle dem paa en hensigtsmæssig Maade. Dette kunne ske derved, at Kommuner, som allerede havde eller vilde bekoste sig saadanne Indretninger, af Statskassen erholdt ei passende Tilskud for at indrette dem for det her antydede Øiemed; navnlig kunde Staten – og det vilde sandelig være i det hele Samfunds Interesse – udrede Lønninger til Geistlige, som maatte offre sin hele Tid til Undervisning og Sjelesorg for de i disse Indretninger indsatte Ulykkelige.
Den Sum, som Statskassen hertil maatte yde, turde være overkommelig. Men for de økonomiske Beregningers Skyld skal jeg endnu, næst efter at minde om, at Fanterne i Grunden vel ere kostbarere at føde nu, da de stryge Landet om og betle og stjæle, end om de sad samlede paa et Sted, hvor man dog kunde aftvinge dem noget Arbeide til Vederlag for deres Tæring, – gjøre opmærksom paa, hvorledes saadanne af Staten udstyrede Tvangsindretninger kunde saa en flersidig og gavnlig Anvendelse. Der gives nemlig flere Klasser af Personer, som der maa anvendes Tvang over, uden at de just bør døm-
