af to Slags Fanter, som da endnu gjenfindes i hine to Fantestammer. Nu er det vistnok høist sandsynligt, at disse Fremmede her i Landet fandt Fantestien allerede optraadt af adskillige norske Dagdrivere og kanske hele Dagdriverfamilier, hvis rimelige Tilværelse der i det Foregaaende er gjort opmærksom paa; Lige søger jo Lige, og disse Hjemfødninger have vistnok snart forenet sig med hine Udlændinger; men det er derhos aabenbart, at Udlændingernes Art og Væsen i det Hele er blevet forherskende og mest har givet den hele Masse den Skik og det Præg, den nu har, og Fremstillingen af Fantekastens Historie falder da sammen med Fremstillingen af hine to fremmede Fantestammers Herkomst, Indvandring og Skjæbner.
Her endnu nogle Ord om de Navne, jeg i denne Bog skal give disse forskjellige Slags Fanter. Foruden de ovenfor anførte Fantenavne kjender Almuen endnu to, nemlig „Tater“ og „Skøier.“ Navnet „Tater“ (sjeld. Sigener) er indkommet ved Lovsproget, hvor det i ældre Tider brugtes til at betegne et Landstrygerfolk, som betragtedes med særdeles megen Ugunst, men hvis Herkomst og Væsen ellers lader til at have været Lovgiverne saare lidet bekjendt. Navnet maa vel have bestyrket Folket i dets endnu vedligeholdte Formening om, at Fanterne ikke vare af norsk Blod; hedte de Tatere, maatte de vel være fra Tatariet, hvis Almuen kjendte dette sjelden omtalte Land i det fjerne Østen, eller ialfald fra „Taterlandet,“ et ubekjendt og derfor vel endnu mere fjernt og eventyrligt Land. Nu ere de gamle Taterlove mestendels gaaede i Forglemmelse, og Taternavnets Betydning er vel, for Almuen idetmindste, bleven endnu dunklere end før[1]; dog bruges det endnu undertiden, fornemlig om de mørkladne, mere fremmedagtige Fanter, dem, som hyppigst udmærkes med Tilnavnet „ægte“ Fanter, ja vel endog siges at høre til „Fanteadelen“ eller regnes i Slægt med „Fantekongen.“ Ialfald stemmer det ganske med
- ↑ At dette fremmede Ord virkelig er gaaet over i Folkesproget, skjønnes deraf, at det i nogle Egne af Bergens Stift har antaget en egen Form, saa man der siger „Tatre“ om en Taterkvinde og om en Tater „Tatermand.“
