til at appellere til Kongen, og den kan lyde indtil paa 4 Aars Tvangsarbeide, en Straffetid, som siden af Tvangsanstaltens Bestyrelse kan forkortes, hvis den Dømte opfører sig vel, eller forlænges med 6 og atter 6 Maaneder hvis han er uskikkelig; til Opmuntring tilstaaes der ogsaa flittige Arbeidere en Del af Arbeidsfortjenesten, saa de kunne opspare en liden Sum at begynde med, naar de forlade Anstalten. – Hvorvidt nu disse meget strænge Bestemmelser i alle Henseender virke heldigt, derom tør jeg jo ikke fælde nogen Dom[1]; men det er en Kjendsgjerning, som jeg af mange svenske i norske Strafanstalter indsatte Forbryderes og løst omvankende Landstrygeres Yttringer og Færd er kommen til Erfaring om, at der staar stor Skræk af hine Korrektionshuses Tvang, og at mange svenske Landstrygere af alle Slags, som jeg allerede Side 263 bemærkede af den Grund gjerne: ty hid til Norge og i det Længste søge at holde sig her. Men her springer det i Øinene, hvor godt og vel det i alle Maader vilde være, ogsaa for Landstrygerne selv, om de ved rimelig Strenghed, ved kraftige Tvangsmidler, ogsaa paa denne Side af Grændsen formanedes
- ↑ Til at udøve denne ved Loven bestemte Tvang virke flere Korrektionshuse, endogsaa med Filialafdelinger for de overtallige og mest arbeidsføre Lemmer, de saakaldte Kronarbeidskorpse, som staa under militær Kommando og Disciplin og benyttes til Udførelsen af offentlige Arbeider, paa Veie, Fæstninger o. s. v. Skal jeg tro, hvad Folk som selv have været indsatte i disse Indretninger, have berettet mig om Livet her, Beretninger, som det Side 269 fg. fortalte Træk af Dødsfangen D. P. Andersson vel stadfæster, saa hersker der megen Immoralitet mellem Fangerne, fordægtigt Sammenhold mellem dem selv indbyrdes og Forbittrelse imod Samfundet. Men dette kan vistnok for en Del betragtes som Levning fra den Tid, da Forsvarsløsloven var meget strængere end nu, da navnlig Forsvarsløse kunde indsættes i Anstalterne med den Bestemmelse om ikke at løslades, før de havde forskaffet sig laga försvar, hvilket mange af dem, naar de nemlig ikke havde Slægtninger eller Kjendinger, der toge sig af dem, aldrig opnaaede, saa de ubarmhjertigt gjordes til Livsfanger. Intet Under, om saadanne Fortvivlede sammensvore sig til et bittert Had imod Samfundet.
