have Kone og Børn med, at reise om paa sin Profession inden et vist Gebet. Skulde det ikke turde haabes, at naar han saaledes reiste om og forsynede de flittige Bønderkoner med nyttige Redskaber og derhos var sig bevidst at føre en lovlig Næringsvei og staa under Lovens Beskyttelse, istedetfor at han for maatte blive urolig, hvergang han mødte en Lensmand eller en Bygdevægter paa sin Vei, naar han tillige erfor, hvorledes han, snart kjendt af Folket i den mindre Kreds, istedetfor som for at blive seet paa som mistænkelig Fremmed overalt, blev behandlet med Tillid i samme Mon, som han gjorde sig værdig dertil, at han, siger jeg, da ikke alene engang imellem kunde glæde sig ved at bringe hjem til Kone og Børn en fortjent Skilling, men ogsaa lidt efter lidt vilde vænnes til at finde mere Behag i dette ordentlige Liv end i den forrige selvvalgte Omflakken eller paatvungne Fængselsstilhed og omsider ende med at opsøge sig en roligere Syssel, at slaa sig til Ro i et fast Hjem? Det forstaar sig, Haabet kunde blive skuffet; men Forsøget kunde dog voves, naar en Tvangsanstalt, hvorhen den Feilende til enhver Tid kunde skikkes tilbage, stillede sin imponerende Magt ved Siden af Frihedens Fristelser.
Efter hvad jeg nu har anført, tør jeg vel antage, at de foreslaaede Tvangsindretninger, som, opførte af enkelte Kommuner, men udstyrede med Bidrag af Statskassen, kom til at virke for en videre Kreds end de vedkommende Kommuner alene, ville ansees for hensigtsmæssige til dels ved Tvang, dels ved Understøttelse at bringe nogle af de mange Løsgjængere og Omstreifere til Orden. Men det er muligt, at det hele Anliggende endda ikke vil ansees for vigtigt nok til at kunne gjøre Krav paa den fornødne Bevilgning af Statskassen; ialfald er det rimeligt, at det foreslaaede Arrangement ikke saa ganske snart vil kunne komme istand. Det kan vel derfor være værd at omtale en Foranstaltning, som jeg gjerne vilde have betragtet som blot midlertidig, men som vist meget vilde bidrage til at indskrænke Omstreifernes Uvæsen, navnlig de Ulemper, som opstaa deraf, at de ofte ikke have nogen bekjendt Hjemstavn, hvorhen de i Tilfælde kunne blive at sende.
