Side:Fante- eller landstrygerfolket.djvu/357

343

Det vil erindres, at Fattigloven gjør det til Pligt for enhver Fattigkommission at understøtte den Trængende i Distriktet, hvad enten han hører hjemme der eller ei, men at Loven i sidste Tilfælde giver Tilsagn om Adgang til Erstatning fra Hjemstavnsdistriktet. Nu hører man altsomtiest om Fattigkommissioner, som have havt store Udgifter med fremmede Trængende, men siden ikke have været istand til at faa Hjemstavnsdistriktet opspurgt. De maa fremdeles yde Understøttelsen, om Trangen vedvarer; men Lovens Tilsagn om Erstatning kan ikke vorde opfyldt. Fattigbestyrelserne have i saadanne Tilfælde den samme Forpligtelse paa sig, men nyde ikke den tilsvarende Rettighed. Dette er en ret slem Mislighed, og hvorledes skal man undgaa den? Antallet af de Hjemstavnsløse vilde vistnok ialfald betydelig formindskes, om man forandrede Fattiglovens Bestemmelser om Hjemstavn derhen, at Enhver skulde ansees at høre hjemme der, hvor han er født; men vægtige Grunde tale imod den Forandring kan kunde fremdeles mene, at naar det ikke var muligt at udfinde netop det Fattigdistrikt, hvor en Person havde sin Hjemstavn, saa maatte det dog i Regelen kunne afgjøres, i hvilket Amt han mest havde havt sit Tilhold, og det kunde da synes rimeligt, om Amtskommunen overtog Forsørgelsespligten for ham. Men denne Betragtning er neppe rigtig; man skal nemlig i Regelen finde, at naar det glipper i Bestræbelserne for at forfølge Sporene af en Persons Liv lige til hans Herkomst og Hjemsted, saa er Aarsagen dertil den, at der er saa stort Vildrede i hans hele Historie, at Intet mere er sikkert og fast. – Hvorledes – spørges der atter – skal man da undgaa hin Mislighed? Loven tier derom; men Praxis, der ofte er visere end Lovene, har allerede fundet en Udvei, den eneste vistnok, der er mulig. I det omhandlede Tilfælde gjør vedkommende Fattigbestyrelse sig først Flid for at faa nyde sin ved Loven tilsagte Ret; men hvor Retten ikke længere kan fastholdes, der bør Billighed træde istedet. Naar en Fattigbestyrelse forgjæves har søgt at faa opspurgt den Fremmedes Hjemstavn og altsaa forgjæves har søgt at faa Erstatning for det gjorte Udlæg, saa indgiver den