til Regjeringen Andragende om Erstatning af Statskassen, og Regjeringen bevilger, hvad billigt er. Fattigloven taler jo ikke et Ord om Udtællinger af Statskassen til dette Brug; men dette Forhold havde jevnlig fundet Sted, før den nugjældende Fattiglov udkom, og dens Taushed derom maa betragtes som en Billigelse af det Billige.
Men denne Udvei har neppe været benyttet nok. Dette synes jeg at kunne slutte af de Oplysningen som meddeles i en udførlig Fremstilling af Kirkedepartementet, der ligger til Grund før kgl. Resolution af 16de Mai 1849. Fra Begyndelsen af 1846, da den nye Fattiglov traadte i Kraft og vistnok foranledigede en almindelig Bestræbelse for at ordne Fattigvæsenets Anliggender omkring i Distrikterne og navnlig for at faa Rede paa den før mange Personers Vedkommende uvisse Hjemstavn, undlod Kirkedepartementet i de følgende 3 Aar at gjøre Indstilling om af Statskassen at lade udbetale de Erstatningssummer, som forskjellige Kommuner andrage om for Udlæg til fremtræde og hjemstavnsløse Personen saasom Departementet først vilde erhverve sig nogen Tids Erfaring om, hvorledes disse Forholde monne gestalte sig efter den nye Lov, og derefter søge at faa en fast Forholdsregel vedtagen. De Summen hvorom der saaledes i de 3 Aar var andraget, og som ogsaa ifølge Regjeringens Indstilling ved den nævnte Resolution besluttedes udredede af den til tilfældige Udgifter paa Budgettet opførte Sum, udgjorde et Beløb af 3079 Spd., der vare medgaaede til Underholdning, Sygepleie og Begravelse af forskjellige dels fremmede, for største Delen svenske Personen dels Personen som vare hjemmehørende her i Riget, men hvis Hjemstavn ikke havde kunnet udfindes[1]. Af denne Sum vare 1778 Spd. medgaaede til Udlændingerne og de øvrige 1301 Spd.
- ↑ Lignende Resolutioner vare tidligere i en lang Aarrække faldne hvert Aar. Indtil Aar 1810 havde Summerne været mindre betydelige; i Aarene 1840–1845, begge medregnede, havde de udgjort omtrent 615, 1600, 260, 790, 956 (deraf 591 for Indlændinger) og 933 (deraf 550 for Indl.) Spd.
