almindelig Skik for Haandværkssvende, for de arbeisomme og ordentlige saavelsom for dem, der ikke ere det, at „vandre“ eller reise for at uddanne sig i Professionen. For de faa brave Haandværkere, som saaledes drage fra Sted til Sted i vort Land, udkræves neppe nogen særskilt Anordning og de, som pleie at drive om med hint Uvæsen, have omtrent gjort Betleri til sin eneste Profession og kunne neppe behandles bedre end som andre Betlere og Landstrygere. Man erindre desuden, at de fleste af dem ere Svensker, og med Hensyn til dem og andre svenske Undersaatter, som hidtil, naar de ved Sygdom eller andre Omstændigheder kom i altfor stor Nød, og maatte hjælpes, have forvoldt Fattigbestyrelserne usædvanligt meget Bryderi, saasom det er saa vanskeligt at faa Refusionskravet paaagtet af Autoriteterne i et fremmed Land, hvor vor egen Fattiglovs Paragrapher ikke herske, kan der nu med det Første imødesees en Forandring til det bedre. Jeg har allerede fortalt, at kongelig Resolution af 16de Mai 1849 beordrede udbetalt af Statskassen et Beløb af 1778 Spd. til Dækkelse af extraordinære Fattigudgifter for Udlændinger. Da de fleste af disse vare svenske Undersaatter, blev det tillige efter Regjeringens ved samme Tid derom gjorte Indstilling[1] naadigst besluttet, at der nærmere skulde forhandles imellem Broderrigerne om en mere letvindt og hensigtsmæs-
- ↑ I Kirkedepartementets Foredrag om denne Sag er det oplyst, at af hine 1778 Spd. vare 1246 Spd. medgaaede til svenske Personer, af hvilke de fleste ifølge den udførlige Fortegnelse over dem vare Haandværkssvende. Om saadanne Udtællinger af Statskassen til Fattigunderstøttelse for svenske Trængende oplyses det, at medens de tidligere havde været mindre betydelige, beløb de sig i Aarene 1834–1845, begge medregnede, til 13, 132, 22, 115, 23, 56, 340, 1114, 89, 392, 239, 343 Spd. Denne Stigen i disse Udgifter stemmer ganske overens med, hvad der oftere i denne Bog er yttret, at den større Strænghed mod Løsgjængere i Sverige nok i de senere Aar bar bragt adskillige af dem til at ty herind til os, hvormed det dog ikke skal være sagt, at det alene er Løsgjængere som have foraarsaget disse Udgifter.
