sig Regel, hvorefter der i Fremtiden skulde søges Refusion for Fattigunderstøttelse for svenske Trængende i Norge og norske i Sverige, Forhandlinger, som allerede vare begyndte af den for nogle Aar siden existerende Unionskommission.
I Begyndelsen af forrige Kapitel antydede jeg, hvorledes Fantevæsenets Onde ogsaa burde søges overvundet ved mere indirekte Foranstaltninger, ved Bestræbelser for hos Almenheden at fremme en mere forstandig og velvillig Opmærksomhed for de Ulykkelige, som af mere eller mindre tilregnelige Aarsager have fjernet sig fra eller ere paa Veie til at fjerne sig fra det sædelige Liv for at synke ned til „Barmen af Folket.“ Herom skal jeg nu forklare mig nærmere, men maa først gjentagende erindre om, at der her endnu mindre end ved hine direkte Foranstaltninger er Anledning til udelukkende at dvæle ved Betragtningen af nogen afsluttet Kaste af Fanter, men at man maa henvende Opmærksomheden paa de Forholde overhovedet, hvorunder de i borgerlig Henseende Forvildede og Forulykkede befinde sig.
Det gjælder simpelthen, at udbrede Kundskab om disse Forholde, og dette kan gjøres, og Tidernes Trang kræver, at det gjøres mere end hidtil.
Jeg har før erindret om, at Fante- eller Omstreiferfolket danner en Mellemting mellem eller henhører paa engang til Forbryder- og Fattigfolket, og man ved, hvilken sørgelig Lighed og Vexelvirkning der er mellem de Forholde, som lede til Forbrydelse og til Armod. Altid og allevegne har der været
