en fortsat og mere omfattende Undersøgelse af de lavere Klassers Liv.
Lad mig – som Indledning til at vise, hvorledes jeg tænker mig dette Forsæt udført – omtale et Forslag af en Præst, der efter Vedkommendes Opfordring havde at afgive Indberetning om de saakaldte Fantefolk og Betænkning om, hvad der kunde være at gjøre for at bringe dem til Skik og Orden, hvilket Forslag netop blev Foranledningen til det, jeg skal fremsætte. Præsten foreslog, at Staten skulde udsende Missionærer, hvis Gjerning skulde bestaa i at opsøge Fanterne paa deres lønlige Veie, følge dem paa deres Vandringer, stræbe at vinde deres Fortrolighed og benytte Leiligheden til at udsaa Lovens og Evangeliets Ord i deres Sjele, kort sagt, udføre blandt dem det præstelige Embede. Til Grund for Forslaget ligger den Forestilling om Fanterne, at de, indbyrdes forenede, staa ganske løsrevne fra det øvrige Samfund i Landet og navnlig i kirkelig Henseende maa betragtes som en forvildet Hedningeflok, der endnu mangler sine Lærere og Hyrder, og for saa vidt maa man sige, at Forslaget er fromt og vakkert. Men det falder ikke vanskeligt at indse, at det ikke vilde kunne udføres ganske saaledes, som det er fremsat. Der gives jo vistnok imellem Fanterne saadanne, som, opvoxne uden Daab og Christendomskundskab, staa som Fremmede iblandt os, som Hedninger i Landet; men dels er det dog kun meget faa Fanter, som ere i dette Tilfælde, saa Missionærernes meste Gjerning kom til at blive en trættende Søgen; dels, og det er her endnu væsentligere, vilde det sjelden med Vished kunne erkjendes, om en Person rettelig skulde henregnes til de saakaldte Fanter, som paa en Maade skulde udgjøre Missionærens Menighed, og Missionærens præstelige Virksomhed vilde derfor enten virkelig være eller ialfald se ud som en Indgriben i de paa ethvert Sted ansatte Sognepræsters Embeder. Paa v. Westens Tid kunde det gaa an at udsende Missionærer til de hedenske Lapper i Nordlandenes og Finmarkens vidtløftige Fjeldtrakter; men i vore norske Bygder, hvor kirkelig Orden i Aarhundreder har hersket, er der ikke længer saadanne tomme Rum, som en Mis-
