Side:Fante- eller landstrygerfolket.djvu/374

Denne siden er ikke korrekturlest
360


Jeg har hidtil talt om en paa Reiser omkring i By og Bygd pleiet Undersøgelse af de lavere Samfundsforholde. Men det er ligetil, at dette Reiseliv ikke kunne fortsættes uafbrudt. Jeg tænker her ikke saa meget paa, at Uveir og Uføre i en stor Del af Aaret vilde gjøre det besværligt at færdes paa Reiser i vort Land, men mere paa, at den, der havde et saadant Kald, for at vedligeholde den til Udførelsen af hans Hverv fornødne Aandslivlighed og Dannelse, for at samle til Enhed de spredte Iagttagelser og forberede sig til nye Undersøgelser, nødvendig i lange Mellemstunder maatte ty til Hjemmets Ro. Om han i omtrent den halve Del af Aaret kunde holde ud at drage omkring og gjæste fremmede Egne, saa vilde han faa fuld Brug for sin Tid, om han i den anden halve Del af Aaret tog fast Ophold i en af de større Byer, f. Ex. i Chri-

    vendig først maa søge at sætte sig i et livligt Vexelforhold med dem, han træffer, og derved tillige kan have grundet Haab om at gavne en god Sag. I nogle faa Uger bereiste jeg en stor Del af Landet, ikke for at virke til Forandring i, men for at skaffe mig Kundskab om de saakaldte Fanters Sæder og Forholde, om deres mange Forseelser mod den bosatte Befolkning og om Almuens ofte meget urimelige Forhold imod dem. Nu kunde jeg ikke vente at træffe mange af Fanterne selv, men maatte samtale om Sagen med de bosatte Folk langs min Vei. Ofte saa jeg da Folk studse ved mine Spørgsmaal om dette obskure Anliggende; men naar jeg saa fortalte nogle Træk af Fanternes utilbørlige og elendige Liv eller nogle Exempler paa Andres tankeløse Ligegyldighed eller hjerteløse Haardhed imod dem, havde jeg mangen Gang den Tilfredsstillelse, at de samme Folk yttrede Interesse for Sagen og Villighed til at medvirke til dens Fremme; ja, jeg tør endogsaa haabe, at denne min Virksomhed ikke har været uden Indflydelse paa de forvildede Fanter selv; thi jeg talte om dem med saa mangfoldige Mennesker af alle Klasser, at ganske vist Fanterne, naar de siden kom paa de samme Veie, hvor jeg havde faret, maatte faa høre, at en fremmed Mand havde været der for at forhøre sig om dem, og havde yttret Harme over deres Skamløshed, Medlidenhed med deres Ulykke; jeg tør haabe, at dette skal have gjort om end kun et flygtigt Indtryk selv paa den meget Tankeløse eller Forstokkede.