Side:Fante- eller landstrygerfolket.djvu/39

Denne siden er ikke korrekturlest
25
Norsk Lithauisk. Spansk Persisk Norsk
Tater. Zigeuner. Gitano. Luri. Lap.
Vand. pani pani pani pani čacce
Ild jag jaag yaque aik dolla
Øie jakk jakk aquia aki čalbme
Næse nak nak naqui nack njudne
Haand vascht wast bas khast gietta
pl. bastes
Menneske manusch manusch manus manes olmus
Fruentimmer juje dschuvli jivi nisson
Gud devel devel debel ibmel
Djævel beng beng bengul bærgalakk
Kniv tjuri tschuri chori cheri nibbe
sort kalo kalo calo kala čappes
varm tato tato tati[1] tata bakas
tre trin trin trin teran golm
fire schtar schtaar star ischtar njællja
sammen ketanes keteny catane ofti
se dikka dikaw dicar oaidnet
give dela dela diñelar addet
skrive randra randar čallet
Sild servani servañi sildde.

Det vil ikke forundre Nogen at se, hvorledes der i Tidens Løb har udviklet sig store Uligheder i disse raa Folks Dialekter; Ligheden i hine Ord er endda paafaldende, helst naar man lægger Mærke til, at de her ere gjengivne efter den forskjellige Orthographi, hvormed de forskjellige Forfattere først have optegnet dem. Den nys omtalte Englænder Borrow fortæller etsteds, at han her i Europa traf en Tater, som sagde, at han netop var kommen tilbage fra en Besøgelsesreise mellem sine Stammebrødre ligetil Bagindien; ligesaa let maatte ogsaa den Fant, som først lærte mig noget af Tatersproget, kunne gjøre, hvad han sagde han ofte havde tænkt paa, besøge sine Brødre i andre Lande; med sit rommani maatte han kunne hjælpe sig frem mellem dem hele Europa over.

Nyere Romanskrivere have skrevet Paris’s og Londons „Mysterier“ og fortalt underlige Ting om Mennesker, som der, midt

  1. Regelret Fæmin. af ubr. Adj. tato, brugt som Subst. i Betydning „Feber.“