førte med sig, og – hvad der er meget mærkeligt – i Naboegnene klagede Ingen over at være bestjaalen. Hvor have de kjøbt dem? Ingen ved det. Hvad der er end sælsommere, er, at denne Horde pludselig har vist sig i Egnen, uden at man ved, hvor den er kommen ind, og at den er forsvunden paa samme Maade.“
Denne lille Begivenhed giver et træffende Billede af Taternes hele Historie. De komme, man ved ikke hvorfra; de gaa, man ved ikke, hvorhen. Deres Fremtræden vækker en uhyggelig Undren; deres Forsvinden efterlader en pinligere Uvished. Det er som en ond Aands Aabenbarelse.
Allerede i Aarhundreder have Taterne sværmet om i Europa; der er neppe nogen By eller Bygd den hele Verdensdel over, hvor de ikke kjendes; og endnu – det ser man ogsaa af den spanske Journalists Beretning – betragtes de med Studsen. Hvilken Opsigt maa de da ikke have vakt ved deres første Fremtræden, i Middelalderens sidste, overtroiske Aarhundrede! – Hele Christenheden stirrede med ængstelig Forventning op til Konstants, hvor Alt, hvad Europa eiede af Lærdom og Hellighed og Magt var samlet i det Kirkemøde, som skulde fatte Beslutning i Folkenes Livsspørgsmaal; Johan. Huß var dømt som Kjætter og brændt paa Baalet; ved det samme Baal optændtes den rasende Hussiterkrig, hvor det af geistlige og verdslige Herrer længe og haardt undertrygte Folks Harme brød ud i den heftigste Fanatisme; Bøhmen og Tydskland var opfyldt med Krigens Rædsler; Samfundets Grundvolde rystedes; Gemytterne vare grebne af en usædvanlig Uro og Angst. Og midt i denne bevægede Tid fik man Taternes aldrig før sete vilde Horder at korse sig over; det var i Aaret 1417, at de første Gang viste sig i de Egne af Europa, hvor Annalister sad og optegnede mærkelige Ting, i Tydskland og de vestligere Lande. I det nævnte Aar leirede pludselig en saadan Horde sig udenfor Hamburgs Porte, og det berettes ikke, at man noget Sted havde bemærket dem paa Veien did. Beretningen om dette forunderlige Optog findes i en lybeksk Krønike fra samme Tid, Corneli Chronica novella ad annum 1435
