ler, alt efter det Exempel, som de andre Byer i Provence, de havde besøgt havde givet.“
I nogle Aar derefter høres der ikke et Ord om Taterhorderne. Det ser ud, som om Mistanken imod dem er bleven større og større, og at de have fundet det raadeligst at trække sig tilbage, skjønt det ikke er godt at skjønne, hvor de da have holdt til. Men pludselig komme de frem med en ny og dristig Plan, som vel maatte tjene til at skaffe dem Tiltro igjen for en Stund; den vanartige Slægt agter sig hverken mere eller mindre end til Rom, Verdens hellige Stad. Paa Veien did gjæster i Aaret 1422 en Horde Bologna, hvor den under et Ophold af 15 Dage gjorde overordentlig megen Opsigt. Hele Byen strømmede ud for at se de Fremmede i deres Leir udenfor Stadens Porte, og det var neppe saa meget Sigismunds ogsaa her fremviste Brev, der skaffede dem dette Tilløb, som deres eget besynderlige Væsen og den Tro, som udbredtes iblandt Folket, at den ægyptiske „Hertugs“ Kone var en Sandsigerske uden Lige. Men næsten Ingen kom tilbage fra deres Leir uden at have mistet sin Pengepung, og medens Husene stode tomme, gik nogle af de slue Zingares omkring og rapsede uden Maade. Saa blev det udraabt i Byen, at Ingen under Straf af Exkommunikation maatte indlade sig med dette fordægtige Folk, og under denne forandrede Stemning fandt Taterne det raadeligst at absentere sig. – Men nu gik de lige til Rom (ialfald kan man forfølge deres Spor til ganske nær ved Staden), og det synes, som om de virkelig have fundet Paven og narret ham ogsaa ligesom Keiseren; thi endnu i samme Aar droge de omkring og gjorde Lykke med en Skrivelse fra ham, hvori han gav dem fuld Aflad for deres Synder og anbefalede dem til al Christenhedens Barmhjertighed; „det er i Betragtning af Pavens og Keiserens Breve,“ siger saaledes en Krønikeskriver i Basel samme Aar, „at man lader disse Vagabonder gaa, omendskjønt til Landalmuens Fortræd.“ I Aaret 1427, midt i din for Frankrige saa bedrøvelige Tid, da Landet under Englændernes Okkupation befandt sig i en Tilstand af Opløsning, og Overtroen vistnok florerede i de ængstede Gemytter, kom en
