mangle Ord til at udtrykke sin Forargelse over[1]. Man fandt ikke Spor til Christendom hos dem, heller ikke til nogen anden Religion eller Moral; deres Færd var den grueligste Haan mod baade guddommelige og menneskelige Love, som man nogensinde havde hørt eller seet; derfor kalde Hollænderne dem den Dag idag hverken Ægyptere eller Tatere, men slet og ret Hedninger (Heydenen). De søgte selv idelig at gjøre sig gjældende som Troldmænd og Hexe, der kunde standse Ildebrande og Pest; men man tilskrev dem ogsaa den Kunst at kunne paaføre saadanne og andre Ulykker; man saa i dem samvittighedsløse Manddrabere, ja Menneskeædere og Børneranere; man ansaa dem for de forhadte Tyrkers Speidere og Christendommens Fiender, ja for Folk, der stod i Pagt med den Onde selv, for Satans Udsendinger. Kort, den tidligere høist overtroiske Deltagelse og Barmhjertighed slog om til en ligesaa ovetroisk Afsky og Fordømmelse.
Under denne almindelige Uvillie, ja under Indflydelsen af de samme tildels overtroiske Meninger om Taterne (thi paa den Tid troede ogsaa de mest Dannede paa Troldfolks overnaturlige Magt) maatte naturligvis Øvrighederne søge at befri Landene fra disse stygge Sværme. Men man maatte i et Aarhundrede se paa, at Enkeltes Afstraffelse ingenlunde afskrækkede nye Sværme fra at strømme ind. Saa mente Ferdinand den Katholske i Spanien at skulle tage det paa en anden Maade. Denne Monarch havde allerede anseet det for et nyttigt Værk at forjage mange Tusinde flittige og vindskibelige Jøde- og Maurerfamilier af sit Rige; nu dekreterede han i Aaret 1499, at alle Gitanos, som ikke inden 90 Dage havde fæstet sig i Tjeneste eller skaffet sig andet roligt Ophold i Byerne, skulde forlade Landet. Hvorhen skulde de gaa? til Ægypten? men hvorledes skulde de komme did? eller til Frankrige? men
- ↑ Derfor udtrykte en gammel Poet sig saaledes om dem: <poem> Nugipolyloqvides, argenti extenebronides, Technipolyloqvides, nummorum expalponides, Qvod semel arripides, nunqvam postea eripides.
