Side:Fante- eller landstrygerfolket.djvu/49

35

mon dette Land mere end Spanien vilde være tilfreds med disse besværlige Gjæster? Alle disse Vanskeligheder overlodes det imidlertid til Taterne selv at løse; men disse ændsede neppe at tænke paa Tingen; idetmindste ser man, at denne uvisse og frugtesløse Lov med altid høiere Straffebestemmelser maatte gjentages af hver eneste spansk Konge, indtil Carl 3die henimod Slutningen af forrige Aarhundrede gjorde en Forandring. Det af Kong Ferdinand givne Exempel paa Landsforvisning i det Store efterfulgtes imidlertid strax af andre Fyrster, af Frants 1ste i Frankrige, Keiser Maximilian 1ste, Christian 3die i Danmark, Henrik 8de i England; ja, i hver eneste Europæisk Stat undtagen i det halvbarbariske Ungarn, Rusland og Tyrki var den hele Taterslægt strax efter Aaret 1500 dømt til Landsforvisning. Fra Tydskland jog man da disse „tyrkiske Speidere„ (saaledes betegner Loven dem udtrykkelig) ad nærmeste Vei ud over Rigsgrændserne, f. Ex. til Frankrige; fra Danmark sendte man Fanterne ind til Tydskland; i de mange smaa tydske Stater, som ogsaa hver for sig repeterede disse Forvisningslove, jog man dem ud og ind over Grændserne, o. s. v. Resultatet var, at Taterne sværmede om ligesaa talrige som før, kun til endnu større Plage; men dette blev udlagt som Tegn paa forbrydersk Frækhed, og til Landsforvisningsbudet føiedes snart – og det ligeledes i alle Stater lige op til det ellers under saa fornuftige og milde Love styrede Norge – den haardeste Fredløshedsdom. Disse Love gjentages i hvert Land fast under hver ny Regent; der anstilles Klapjagter efter Taterne, og det forkyndes flere Lande, at hver Mand ustraffet kan skyde dem ned, hvorsomhelst han træffer dem, hvad enten de gaa alene eller i Følger, hvad enten de gribes i nogen Misgjerning eller ei, Mænd og Kvinder, Voxne og Børn uden Forskjel. De christne Fyrster og Lovgivere betragtede saaledes denne landflygtige Slægt ikke længer som Mennesker, men som Udyr, hvis Tilværelse allerede var en Brøde; Taterne skulde udryddes. Og Lovene bleve ingenlunde staaende paa Papiret. Ikke blot Almuen havde nu og da sin Lyst af at se Taterne pinte, naar Mistanken