tig Jagt; maaske traf man ikke strax paa noget Vildsvin; men i dets Sted opstøvede Hundene i Krattet en Tatermoder med hendes Unger, og nu diverterede man sig med at skyde dem ned[1]. Kan nogen afskyeligere Daad tænkes øvet af Tatere?
Net spørges, hvorledes disse ustadige Fremmede, disse bestandig bevægelige Horder kunde friste Livet, efterat den lettroende Barmhjertighed, som først havde givet dem rigere Almisser end andre Pilegrime, havde vendt sig om til saadan Afsky og Forfølgelse. Nu og da saa man dem føre med sig, ret paa østerlandsk Vis, en Blæsebælg med nogle usle Smederedskaber, faa de i en Hast kunde opslaa en Smedie og smedde en Hestesko; men dette var nok det eneste Tegn paa nogen nyttig Haadtering hos dem, og selv den syntes mere at være dem et Slags national Morskab end egentlig Næringsvei. Men Taterfolket havde mangfoldige Hjælpemidler til sin Raadighed. Allerede Taternes physiske Egenskaber maatte gjøre det muligt for dem at holde ud, hvor Andre snart skulde vansmægte. Naar en Tater har spist sig ret mæt (og han kan være graadig som et Dyr, Lækkermund ogsaa), saa kan han se saa inderlig dorsk og søvnig ud, medens han strækker sig ved den blussende Ild i Skoven; men nærmer Fare sig, mærker han, at han bliver eftersporet, saa er han som forvandlet, lutter Liv og Fyrrighed, og paa den rastløse Flugt igjennem Skovene, ja igjennem Landene, taaler han Sult som en Ulv. At Medlemmerne af de saa hyppig adspredte Bander saa let kunne finde hinanden
- ↑ Fortale af Grellmann, anf. Verk S. 12, som igjen citerer Rüdigers „Zuwachs der Sprachkunde,“ S. 47. – Netop Taternes Historie er overmaade vel skikket til at vise, hvorledes Raaheden og Civilisationen kan ligne hinanden i Grumhed. Raahedens Ugjerninger faa Navn af Forbrydelser, Civilisationens Straffedomme kaldes Retfærdighed; men Uvilligheden og Hjerteløsheden kan være den samme. Universitetsbibliotheket eier en „Ausfürliche Relation von der Famosen Zigeuner-, Diebs-, Mord- und Räuber-Bande, welche den 14. und 15. November Ao. 1726 zu Giessen durch Schwerdt, Strang und Rad respective justificirt worden“ o. s. v., Frankfurt 1727. Denne Bog er vansiret med en Del slette Kobberstik; de første vise os nogle
