følgende Oversigt over de Lærdes Undersøgelser om Taternes Herkomst.
Det var fra Aaret 1417 af, at Tydskland og det øvrige Vesteuropa forbausedes ved Synet af disse pludselig fremtrædende Horder, som ved deres høist eiendommelige Udseende og Sæder aabenbart maatte tilhøre et vildfremmed Folk; endnu større blev naturligvis Overraskelsen, da man med altfor stor Lettroenhed hørte deres Fortælling om, at de vare christne Pilegrime fra Ægypten. Siden fik man rigtignok lære, at dette ikke var saa, da det kun var en sjelden listig Løgn, som her havde vovet at anmasse sig det christne Navn; men derved blev Forbauselsen ikke mindre. Nu spurgte al Verden, hvad det da var for et Slags Folk, og dette Spørgsmaal skulde de Lærde besvare. Man behøver ikke at have stor Kundskab om Videnskabens Tilstand i disse Aarhundreder (thi ligefra Taternes Fremtræden og til nu har denne Gaade hævdet Nyhedens Interesse) for at skjønne, at et Spørgsmaal af denne Natur maatte fremkalde mange unyttige og forunderlige Hypotheser selv af sindige og dygtige Lærde. Nogle vedbleve fremdeles at anse Taterne for Ægyptere, natuligvis ikke christne, men hedenske; deres forstokkede Sind og djævelske Trolddomskunster lignede jo Pharaos Vismænds. Denne Mening udvikledes senere nøiere derhen, at de vare Nubiere – og nu hed de længe Nubiani – eller Koptere. Andre hyldede den allerede omtalte Almueforestilling, hvorefter de skulde være Tatarer eller vel endog Hunner, Levninger af de talløse Sværme, som under Kong Atilla havde herjet Europa og siden den Tid i Rusland eller andetsteds skulde have fortsat det omstreifende Liv; Taternes smudsige og vilde Liv passede idetmindste paa de gamle Beskrivelser om hine Barbarer. Atter Andre gjorde de usle Tatere til Vender eller en anden af de mange af Tydskerne foragtede slaviske Folkestammer. Nogle igjen holdt sig mere til Navnet „Zigeuner“ (paa Latin Secani, Cigani, Cingani, Cingari, Cingali, Cigareni o. s. v, o. s. v.) og gjorde dem f. Ex. til Athinganere, en manichæisk, halv christelig Sekt fra Lilleasien, hvis Kjætteri de gamle
