Strid om hans Hypothese[1], og om den end ikke fandt synderlig Indgang, saa banede den dog Overgangen til en Mening om Taterne, som kort efter i mange Lande blev almindelig. Ligesom Folket og adskillige Lærde med i Spanien, uvidende om de gamle Krønikeskriveres Beretninger, lidt efter lidt forvexlede Taterne med de ligeledes sortsmudskede Moriskos, Levninger i Landet af de under Ferdinand den Katholske fordrevne Maurerfolk, ligesom man her i Norge forvexlede dem med de saa ilde anseede Finner, saaledes forvexlede man i Tydskland og andre Steder de omstreifende Taterhorder med Bander af europæiske Vagabonder, der i lange Tider, Aarhundreder igjennem, som Betlere, Tyve og Røvere havde streifet om i Landene og vidst at uddanne imellem sig et høist eiendommeligt Kastevæsen, endogsaa med et hemmeligt, selvgjort Sprog, der dog røbede deres europæiske Oprindelse (det i Tydskland saakaldte Rotwelsch). Disse: Bander og Taternes Horder lignede altsaa hverandre saa temmelig i Sæder og Væsen, og for den, som ikke var desto mere fortrolig med dem, maatte denne Sammenblanding næsten være uundgaaelig. Medens derfor Nogle mente, at de i Aaret 1417 indkomne Tatere ganske havde forenet sig med disse europæiske Fanter og derved havde tabt alle Mærker af den fremmede Nationalitet, antoge Andre, at de faa virkelige Taterhorder, som Krønikerne i det 15de Aarhundrede berettede om, vare vendte tilbage igjen, hvor de omkomne fra, og at saa europæiske Dagdrivere og Skjelmer kun havde antaget deres Navn, havde klædt sig efter deres Maade og med Sod og Olie givet sit Ansigt og Haar det samme mørke, smudsige Udseende for saaledes at gjøre bedre Lykke som Fremmede, vække Enfoldiges; Medlidenhed heller Frygt, saaledes som Taterne havde gjort. Hvorledes man end forestillede sig Sagens Enkeltheder, saa var man dog, vel omtrent fra Aaret 1750, i Tydskland og
- ↑ Holberg fremstiller Hypothesen i sin „Jødiske Hisstorie“, 2, 414–417, anfører de Lærdes Grunde for og imod, men siger selv hverken bestemt Ja eller Nei.
