overhovedet i Vesteuropa temmelig enig i at tale om Taterne som et Folk, der nu ialfald ikke existerede i Europa[1], og iblandt dem, som ikke bekymrede sig om de muldne Krøniker, kunde der vel ogsaa høres Yttringer om, at Taterne ikke havde existeret heller, at de vare nogle Fabelmennesker, der ligesom Huldrefolk og underjordiske kun havde været til i den enfoldige Almues Fantasi og endnu kunde være gode til at skræmme Børn med.
Imidlertid gik Taterne omkring som for og frydede sig over Virkningerne af sin Kunst. Det synes nemlig utvivlsomt, at Taterne selv med Kunst og Flid havde lagt an paa, at Verden, ialfald den dannede Verden med Lovgivere og Øvrigheder, skulde holde op at tænke paa dem, opgive Troen paa deres Tilværelse. De havde fra Begyndelsen af narret Keiseren og Paven; men da de heldige Virkninger deraf vare forbi, da al geistlig og verdslig Øvrighed fordømte dem, og de skjønnede, at der var Fare ved at betragtes som ægyptiske Troldmænd eller tatariske Omstreifere eller tyrkiske Speidere, saa lagde de omhyggeligt Dølgsmaal paa Alt, hvad der kunde røbe deres fremmede Væsen. Ikke nok med, at de, efter Skribenternes Vidnesbyrd, i overmaade kort Tid tilegnede sig de europæiske Sprog saa Maalet ikke længer røbede dem; men for utvivlsomt at gjælde for Indsødte indrettede de sig overalt, hvor de opholdt sig, efter Landets Skik, og det med en Smidighed, som vel intet andet Folk har vist Mage til. Færdedes de saaledes imellem Tyrkerne, priste de Allah og hans Prophet, og i europæiske Lande skiftede de Konfession ligesaa ofte, som de gik over Grændsen mellem et protestantisk og katholsk Land; hist beviste de sin Rettroenhed ved at haane Paven, her ved at fordømme de protestantiske Kjættere og ved at blande Jomfru
- ↑ Denne Mening udbredtes ogsaa i Norden ved Pontoppidan, som i fine Annales eccl. Daniæ, Kjøbenh. 1741–47, 2, 513, kortelig omtaler disse „Tartarer.“ Han citerer en gammel Krønikeberetning om deres Indvandring og fortæller, at de længe havde streifet om som „grove Hedninger“ mellem de „subtile,“ men yttrer, at de nu vel ikke mere findes.
