Side:Fante- eller landstrygerfolket.djvu/59

Denne siden er ikke korrekturlest
45

fra 1783 af Karl 3die i Spanien, som vilde have Taterne stillede paa samme Fod som Landets øvrige Indbyggere og endogsaa aabnede de bedre af dem Udsigten til at blive ophøiet i Adelsstanden[1] begynder med denne Artikel: „Jeg erklærer, at de, som gaa under Navn af Gitanos, hverken ifølge Herkomst og Natur ere det, de kaldes, eller nedstamme fra nogen besmittet Rod.“


Kapitel 3.
Fortsættelse af Taternes almindelige Historie. Undersøgelser om deres Herkomst. Civilisationsforsøg.

Det attende Aarhundrede var en Tvivlens og Vantroens Tid, og det var i sin Orden, at Troen paa Taternes Tilværelse, som ingen af de Lærde kunde give nogen rigtig Forklaring om, blev anseet for Kulsviertro. Det var i Spanien, Inkvisitionens Land, at den overtroiske Fordom imod Taterne først var brudt ud i en hensynsløs Forfølgelse imod dem, og det var i sin Orden, at den almindelige Tvivl om, hvorvidt de saakaldte Gitanos, Zigeunere o. s. v. virkelig vare Gitanos eller Zigeunere, først fik kongelig spansk Sanktion. Men ved samme Tid omtrent, i Aaret 1782, udgav Prof. Rüdiger i Halle en Bog[2], hvoraf Verden fik se, at Kulsviertroen i dette Stykke dog havde Ret. Han havde truffet en Zigeunerinde, havde været heldig i at udspørge hende og derved gjort den Opdagelse, at disse „saakaldte“ Zigeunere virkelig vare et eget Folk, saasom de havde sig imellem et aldeles originalt Sprog. Og Overraskelsen fik ikke standse derved. Ved denne Tid havde Europas Lærde begyndt at gjøre Bekjendtskab med

  1. Se Grelmann, anf. St. S. 187.
  2. „Neuster Zuwachs der Sprachkunde.“