de indiske Sprog; den dannede Verden havde faaet en Anelse om de Monumenter af en eiendommelig Kultur, af en original Poesi, som vare opbevarede i den gamle Sanskrit-Litteratur; Indien havde altid havt en besynderlig Magt over den vestlige Verdens Fantasi, og nu var det, som om en endnu klarere Glands steg op over det gamle Trylleland og kastede sit forherligende Lys over alle de Folkeslag, som Sprogforskerne fandt vare i nogen Mon stammebeslægtede med Brahmas Folk. Og nu troede Rüdiger af Taternes Sprog at have udfundet, at disse eventyrlige Horder ikke kunde være komne andetsteds fra end netop fra dette samme Indien, at de vare indiske Udvandrere. Sagen undersøgtes og bekræftedes af de lærdeste Mænd, og allerede Aaret efter tilfredsstillede Grellman Almenhedens paany vakte Interesse ved at samle Alt, hvad han kunde faa opspurgt om Taterne, og udførlig skrive deres Historie fra deres første Fremtræden i Europa[1], en Bog som fik europæisk Udbredelse.
Denne Taternes Gjenopdagelse gjorde naturligvis Epoche i deres Liv. De kom i Mode. Den fine, fornemme Verden fandt det yderst interessant at finde et saadant rousseausk Naturliv saa ganske i Nærheden; man behøvede jo kun at gjøre en Udflugt til den nærmeste Skov omkring Paris eller Wien for der, mellem Taternes Telte, at tro sig hensat i en anden Verdensdel, hvor Civilisationen endnu ikke havde lagt sin Tvang over Naturens fri Børn; thi man syntes ikke at kunne se paa Taterne, at Aarhundreders Udryddelsesforsøg havde anfægtet dem noget, ikke engang at Europas Taageluft havde afbleget den under Indiens Sol farvede Hud. Philologer kunde nu i Taterpigernes Sange hente sig nyt Stof for sit Sprogstudium; Philosopher fandt i denne Kastes Væsen mange Problemer at løse; selv ærværdige Videnskabsselskaber udsatte Præmier for Fremstillingen af dette Folks endnu i mange Punkter dunkle Historie, og ved Universiteterne holdtes der Doktordisputatser
- ↑ Det ovenfor anførte Verk, „Historischer Versuch über die Zigeuner,” 1ste Udg. 1783.
