over denne Materie[1]. Reisende agtede det for en Vinding i sine Reisebeskrivelser at kunne meddele nye Opdagelser om Taterne i andre Lande, og nu forbausedes man ved at gjenfinde dem næsten uforandrede under de mest forskjellige Forholde, i Ægypten og Sibirien som i Europa. Man gjorde Beregninger over deres omtrentlige Antal; i Ungarn fandtes ved en formelig Tælling 30,000; i Moldau og Valachiet, hvor Regjeringen og Folket indtil for et halvt Snees Aar siden har holdt dem i Trællestand, angaves de efter sikkre Data til 250,000; i Tyrkiet skal der være ligesaa mange; i Spanien er Antallet anslaaet til 40–50,000, i England til 10–20,000. I Frankrige, Tydskland og Italien findes nu ganske faa Horder; men en nyere fransk Forfatter, som, vistnok meget dristig, ansætter Taternes Antal i de tre Verdensdele til 5 Millioner, regner deraf for Europa 1 Million, hvoraf da den største Mængde maatte falde paa de østlige Lande, navnlig Rusland. Mere end paa Statistikerne udøvede dog Taterlivet stor Tiltrækningskraft paa Kunstnere og Digtere. Cervantes’s Novelle la Gitanilla forvandledes til Operaen Preciosa, som nu gik sin Runde over Europas Theatere; Dandserinder fremstillede, saavidt det lod sig gjøre, Taterpigernes livlige romalis; selv Publikum maatte dandse efter Strauß’s „Zigeunervaltzer.“ Malere søgte at gjengive det sælsomme Udtryk i Taternes sorte, glødende Øie, hvori Djærvhed og Sky, smægtende Vellyst og Skarpsind og Kløgt ligger forenet. Selv Walter Scott forsmaaede ikke i sine rige Romanbilleder at indlægge pikante Skildringer af Taterlivet[2], og utallige Romanforfattere af lavere og laveste Rang have ved saadanne Scener maaske givet sine Digtninger deres største Interesse; for denne fremdeles stærkt voxende Del af den æsthetiske Literatur være det nok at nævne som klassiske Repræsentanter fra
Side:Fante- eller landstrygerfolket.djvu/61
Denne siden er ikke korrekturlest
47
