ydre Orden, som hersker i de høiere Kaster, antog han, at de maatte have tilhørt den laveste eller Sudras-Kasten. Et halvt Snes Aar eller lidt længere før Taternes Fremtræden i Europa havde den bekjendte Mongolerhøvding Timur gjort Indfald i Indien og brændt og skjændet paa det Frygteligste, og Forfatteren antog da videre, at det var denne Begivenhed, som havde opskræmt en Del af hin Kaste, der vel ikke havde meget at tabe i Hjemmet og nu gav sig paa Vandring Saasom de stadig kaldte sig Ægyptere, syntes det endelig rimeligt, at Flokkene først gjennem Persien og Syrien vare komne til Ægypten, hvorfra de da kom over til Europa, nærmest maaske i Forbindelse med en mod Grækenland dragende Tyrkerhær, hvem de paa sine Streiftog kunde tjene som Speidere og Røvere.
Denne Forklaring var en Tidlang almindelig antagen. Men til samme Tid som de Lærdes Kundskab om Indiens og de tilgrændsende Landes Folkeslag daglig udvidedes, vare ogsaa Mange beskjæftigede med at lære Taternes endnu halvt hemmelige Sprog at kjende og ved anstillede Sammenligninger viste det sig, at det ved Siden af mange Elementer, som tydelig nok henviste til Indien, ogsaa indeholdt adskillige Udtryk af Folkesprogene i de Lande, Taterne paa Veien fra Indien til Tydskland maatte have gjennemvandret, navnlig af Persisk og af de mange Tungemaal, som tales i Donaulandene, Slavisk, Nygræsk, Valachisk eller Romansk og Ungarsk. Heraf var det tydeligt, hvad der ogsaa i sig selv maatte synes rimeligt, at Vandreflokkene ikke saa hurtigt, som Grellman mente, havde tilendebragt den store Reise; de maatte have opholdt sig en god Stund i Persien, for de trængte ind i Donaulandene, og ligesaa her igjen, før de tilsidst, i Aaret 1417, vovede sig ind i det vestlige Europa; saaledes havde de nemlig kunnet optage i sit altid mere forvirrede Sprog Udtryk af de Tungemaal, som de paa ethvert Sted hørte omkring sig og nødtes til at lære, ganske ligesom f. Ex. de tydske og spanske Tatere nu i Løbet af 3–4 Hundrede Aar
